Serie: Midnight Breed
Forfatter: Lara Adrian
Forlag: Tellerup
Genre: Fantasy, serie
Sider: 438
Udgivelsesdato: 5. marts 2015
Oversat af: Sara Feddersen Thomsen
Resumé
En sen aften kommer Dante i vanskeligheder, da han er ved at bekæmpe de lovløse. Da han finder et skjul i en lille dyreklinik er han så afkræftet, at han tager blod fra det første menneske der finder ham, dyrlægen Tess. Efter at han er kommet til kræfter igen, opdager han at hun er en racemage, og at han derfor har bundet hende til sig. Han forsøger at glemme hende, men det er ikke så let, og hendes mulige indvirkning i stoffet blodrød, gør at han forsøger at blive venner med hende. Tess er helt uvidende om at der findes vampyrer, og bærer samtidig på en mørk fortid, som gør at hun aldrig er samme sted særlig længe.
Anmeldelse
’Blodrøde kys’ handler om vampyren Dante, som siden han blev født, har haft visioner om hvordan hans død bliver. Af samme grund har han holdt sig meget for sig selv, da han ikke ønsker at påføre andre den smerte, som han selv gik igennem, da han mistede sine forældre. Hans mor havde nemlig også visioner om hvordan hendes mand og hende selv skulle dø, og kunne ikke forhindre det.
Dyrlægen Tess har siden hun var ung haft en særlig evne overfor dyr især. Hun har af samme grund følt sig som en freak, og blevet behandlet dårligt at sin mor og blevet berørt af sin stedfar. Hun bærer rundt på en masse skyld fra da hun var ung, og befinder sig aldrig længe det samme sted. Derfor har hun altid været meget alene, og er derfor forsigtig med hvem hun lukker ind i sit liv.
Disse to karakterer er virkelig interessante, og jeg nød virkelig at følge med i deres tanker, og se hvordan de tacklede forskellige situationer. Der skulle ikke meget til, før de fik en plads i mit hjerte, fordi jeg hurtigt fik både medfølelse og følte en stor sorg over den smerte de har oplevet. Deres fortid er også noget der gør, at man måske sætter mere pris på, hvordan man selv har det, og sætter ens eget liv i perspektiv.
Dante og Tess står over for en masse udfordringer igennem ’Blodrøde kys’, og hele vejen igennem håbede jeg bare, at de ville kunne stå distancen på trods af de det skulle igennem for at nå til det punkt, hvor de kunne åbne helt op og være sammen.
Jeg er virkelig spændt på at læse den næste i serien, som hedder ’Hævnens sødme’, fordi den også har nogle karakterer med, som jeg rigtig gerne vil ind bag ved, for at kunne forstå deres tanker, da jeg indtil videre ikke har fået meget af vide om dem. Hvis du mangler noget nyt læsestof, vil jeg anbefale at du griber fat i ’Midnight Breed’-serien, som jeg selv er blevet ret fanget af!
Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen