Forfatter: Anne Thorogood
Genre: Roman
Sider: 334
Forlag: People’s press
Udgivelsesdato: 1. juni 2020
Tak til People’s press for anmeldereksemplaret.
Resumé
Den unge og smukke Hannah er fanget i Kolding, efter at hendes far har fået en hjerneblødning. Hun ville ellers gerne have studeret i England, men nu er hun flyttet hjem til sine forældre for at passe sin syge far. Derudover må hun tage sig af sin fars firma, og da det viser sig at der er brug for en investering, for at firmaet kan overleve, må Hannah forsøge at charme den forførende og flotte William, men det går langt fra efter planen.
Anmeldelse
Jeg var gået lidt i stå med at læse, inden jeg tog fat på ’Før jeg falder’, men med den måde bogen startede på, blev jeg revet med af historien fra start og havde svært ved at lægge den fra mig. Det er en sindssyg god første scene, som danner grobund for resten af bogen, og som bare får læseren opmærksomhed med det samme.
Det tog ikke lang tid før jeg fik sympati med Hannah, og jeg havde også overraskende let ved at identificere mig med hende. Vi har nemlig en del af de samme værdier, og Hannah er meget hjælpsom og beskyttende, endda i sådan en grad at hun sætter sit eget liv på pause for sin familie. Hun har været igennem meget på kort tid, hvilket har været med til at styrke hende i sidste ende.
Hannah gennemgår også noget af udvikling fra den lidt stille pige, der holder sig i baggrunden og lader andre tage beslutninger, som hun egentlig burde være med i, til at hun begynder at træde i karakter og være en større del af sin fars virksomhed. Her er det især William, der får prikket til hende og er med til at hun udvikler sig, hvilket også bare viser, hvor god han er for hende.
Der er masser af humor til stede i bogen, og det var jeg vild med! Generelt var det bare en virkelig positiv oplevelse at læse ’Hvis jeg falder’, som jeg endte med selv at falde pladask for. Er du til kærlighed, familie og humor, er det her et godt bud, og det eneste, jeg syntes var lidt skævt i starten, endte med at glide ud i sandet, hvilket kun glædede mig.
Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen