Tak til Gyldendal for anmeldereksemplaret.
Resumé
Fem år er gået, siden Emma mistede sine forældre og skyggejægerne overlevede krigen. Emma er ikke længere den sørgende pige, hun var dengang, men er nu en ung, modig og stærk kvinde, som forsøger at opklare sine forældres mord og få sin hævn. Julian Blackthorn er blevet hendes parabatai, men på trods af at det skal styrke hende, må hun lære ikke at handle på sine følelser – for man kan ikke have et kærlighedsforhold til sin parabatai…
Anmeldelse
Jeg har virkelig glædet mig til at komme tilbage til skyggejægernes univers, så jeg blev afsindigt glad, da jeg så at ’Lady Midnight’ udkom, da jeg slet ikke er færdig med dette fantastiske univers endnu. Jeg synes stadig der er meget mere, man kan få ud af det, så for mig, var det næsten ligesom et barn der glæder sig til juleaften, da jeg så, at denne bog blev oversat.
’Lady Midnight’ tager hul på historien fem år efter at vi forlod Jace og Clary i ’Den himmelske ilds by’. Meget er sket siden, og det var virkelig dejligt, at få fulgt op på handlingen, og hvad der var sket med disse personer, som man efterhånden har lært rigtig godt at kende både i ’Dødens instrumenter’ og ’Djævelske mekanismer’. Man møder Emma og Julian i ’Dødens instrumenter’ og derfor passede det rigtig godt, at fortsætte universet med deres historie, da man i forvejen kendte lidt til dem.
Jeg var også ret begejstret for det gensyn, som vi får i ’Lady Midnight’ med nogle af mine yndlingskarakterer. Som altid er Cassandra Clare virkelig god til at tilføje en masse spænding, drama og kampe til historien, så læserens nysgerrighed hele tiden er vakt. Jeg blev vildt overrasket over den drejning, som historien tog, en drejning, som jeg aldrig havde set komme.
Familien Blackthorn og Emma kom virkelig ind under huden på mig, og jeg kunne ikke undgå at komme til at holde af dem, og hver deres måde at være på. De har været så meget igennem, og jeg synes deres styrke var utrolig inspirerende. Deres sammenhold og måde at være overfor hinanden med det tab de har haft, synes jeg var hjerteknusende og at mange kunne lære noget af.
Jeg ved endnu ikke hvornår den næste bog i ’Mørkets magi’ trilogien udkommer, men jeg kan i hvert fald fortælle, at jeg glæder mig vanvittig meget til at komme tilbage til Emma og Julian og finde ud af, hvordan det hele skal ende for dem. Jeg kan ikke sige det nok gange – glæd dig til at få fingrene i bogen, den er simpelthen fantastisk og så er forsideillustrationen bare sindssyg flot, som en ekstra bonus.
Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen
Er det bedst at starte med Dødens Instrumenter-serien? Eller? Forsiden på den her bog er bare så dragende 😉
Hej Bente.
Synes helt klart du skal starte med Dødens Instrumenter og Djævelske Mekanismer, da du møder nogle af karaktererne fra de to serier, og det gør, at Lady Midnight giver bedre mening, da du i hvert fald får lidt af vide fra Dødens Instrumenter serien. 🙂
Men ja, det er en super flot forside! 🙂
//Anne Mette, De Unges Ord