Resumé
Thomas og hans venner er endelig færdig med deres prøvelser. Nu skal de bare igennem en sidste ting, så WICKED kan finde en kur mod Udbruddet. De skal have deres hukommelse igen. Men Thomas er skeptisk og ønsker ikke at få sin hukommelse tilbage, da det han kan huske, gør at han ved at de lyver overfor dem. Da Thomas finder ud af sandheden, viser den sig at være meget værre end nogle af dem havde forestillet sig.
Anmeldelse
Jeg kunne slet ikke læse ’Dødskuren’ hurtigt nok, da jeg bare måtte finde ud af hvordan historien ville ende for Thomas og hans venner. Den var ligeså nervepirrende som de andre to bøger i trilogien og ligeså voldsomt godt skrevet.
Det var ikke svært at leve sig ind i handlingen, og kæmpe side om side med Thomas og de andre. Hele tiden håbede jeg på en slutning, var alle på den ene eller anden måde ville blive reddet, og endte med at have tårerne trillede ned af kinderne over dem som jeg mistede undervejs.
’Dødskuren’ bragte rigtig mange følelser i gang hos mig, og efterlod mig også med en god portion spørgsmål, da slutningen fik mig til at tænke tilbage til starten af denne historie, og prøve at finde de forskellige sammenhænge. Jeg blev virkelig overrasket.
Den næste film kommer snart i biografen, og selvom filmene er en smule anderledes end bøgerne, skal jeg helt sikkert stadig se den, og håber da også at den filmer den sidste film ud fra ’Dødskuren’, så man får hele historien ført over i filmens verden. ’Maze Runner’ trilogien er helt sikkert en serie, der både henvender sig til drenge og piger, og som jeg helt klart kan anbefale andre at begynde at læse!
Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen