Serie: Søstrene og kærlighed
Forfatter: Sofia Fritzson
Genre: Skønlitteratur Oversat af: Ulla Stender Kyndlev
Sider: 238
Forlag: HarperCollins Nordic Udgivelsesdato: 1. juni 2017

Tak til HarperCollins Nordic for anmeldereksemplaret.
Resumé
Efter at Melinda Storm har overtaget sin familie slægtsgård, har hun kun en drøm tilbage. At lave det om til en Bed and Breakfast. Men det er lettere sagt end gjort med en indtægt som receptionist på et hotel. På trods af at hun sparer alt hvad hun kan, og har sparet sammen over en længere periode, vil banken ikke give hende et lån. Men så åbner der sig en mulighed, en noget alternativ løsning…
Anmeldelse
Åh hvor jeg bare elsker, at læse de her hyggebøger indimellem og det var ’Når drømmen bliver til virkelighed’ helt til fingerspidserne. Jeg nød hvert minut i den verden, som jeg blev lukket ind og følte egentlig bare at jeg kunne lægge mig tilbage og slappe af, og så ville historien blive serveret på et sølvfad for mig.
Jeg kunne også rigtig godt lide den historie, som Sofia Fritzson har skabt. Den var både sød, romantisk, dramatisk og sørgelig – alt sammen blandet sammen i en god herlighed. Derfor tror jeg også, at jeg kommer til at læse bogen igen, da jeg virkelig bare nød den fuldt ud!
Det virker til at det er starten på en serie, og den er jeg ret så spændt på. Indtil nu er det i hvert fald rigtig lovende med den her start, som Sofia Fritzson har givet os med ’Når drømmen bliver til virkelighed’. Jeg er også blevet lidt nysgerrig på Melindas søster Fannys historie, da denne bog slutter af med en epilog om hende, så det lokker mig helt sikkert til at læse videre.
’Når drømmen bliver til virkelighed’ er en rigtig sommerbog, men helt hvorfor jeg mener det, kan jeg faktisk ikke blive klog på, andet end at den er meget letlæselig, sød og kort og så er det let at leve sig ind i den verden, som Anton og Melinda lever i, fordi historien er så velskrevet. Jeg kan i hvert fald varmt anbefale den!
Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen