Tak til Nordisk film for anmeldereksemplaret.
Resumé
Den 15. april 2013 blev en dag, som især Boston sent vil glemme. Under Boston maratonet, da de fleste løbere er ved at nå målstregen, springer først en bombe og lidt senere en anden. Mange mennesker bliver såret, og tre mistede livet. Efterfølgende sættes en større menneskejagt i gang, for at finde frem til de skyldige for bomberne, inden de slår til igen.
Anmeldelse
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente mig af ’Patriots day’, andet end at den ville omhandle terrorangrebet i Boston i 2013, som jeg fulgte en del med i, dengang det skete. Men jeg vidste ikke så meget om det, andet end at der var nogle bomber, der sprang under maratonet i Boston. Derfor var det faktisk utroligt spændende at se filmen og blive lidt klogere på begivenhederne fra den tid.
’Patriots day’ er bygget op på den måde, at den skifter mellem optagelser som blev taget dengang og filmoptagelser. Det fungerede virkelig godt og gjorde det bare endnu mere nervepirrende at se filmen. Jeg er faktisk utrolig imponeret over, hvor godt den er lavet, uden på noget tidspunkt at blive for grænseoverskridende.
Filmen er meget barsk på rigtig mange måder. I optakten til at bomberne skal eksplodere, får man et indblik i nogle af de personers liv, som senere bliver ramt af bomberne. Man får også et indblik i de to terroristers liv, og det var faktisk lidt specielt. Jeg kunne ikke helt blive klog på, hvad jeg skulle mene om det, men jeg syntes faktisk, at det var med til at give et indblik i deres tanker og hverdag.
Efter at bomberne er eksploderet begynder en større menneskejagt, som både var nervepirrende og også spændende. Det var lidt uhyggeligt at følge med i hvad der sker i timerne efter eksplosionerne, men jeg syntes de havde lavet det på en rigtig fin måde. Så hvis du er til film, der er baseret på virkelige begivenheder eller bare at blive klogere på, hvad der skete dengang, skal du bare gribe fat i ’Patriots day’. Det er ikke en film, man bare lige sådan glemmer igen.
Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen