“Release” af Patrick Ness

Release

Originaltitel: Release
Forfatter: Patrick Ness
Oversat af: Elisabeth Kiertzner
Genre: Young adult
Forlag: Gyldendal
Sider: 289
Udgivelsesdato: 4. maj 2017

DUO stjerner III

 

 

 

 

 

Tak til Gyldendal for anmeldereksemplaret.

’Release’ vil overraske dig ligegyldigt, hvad du forventer! Den er personlig, rørende, mærkelig og smukt skrevet.

s

Resumé

Adam Thorn er sytten år, og hans familie er superreligiøs. Det er ikke så godt, for Adam er nemlig homoseksuel – noget, som hverken hans forældre eller storebror kan acceptere. Derfor er Adam vokset op med tanken om, at den kærlighed han føler, ikke er ægte. Måske ændres til det bedre i dag. Eller måske er i dag verdens ende. I en anden del af byen er en pige netop blevet dræbt af sin stofafhængige kæreste.

s

Anmeldelse

Patrick Ness er en genial forfatter. Ved man det, er det svært ikke at have høje forventninger, når han udgiver en ny bog. Så ja, jeg forventede, at ’Release’ ville være en rimelig god bog. Og det var den ikke bare – den var virkelig, virkelig, rimeligt god.

’Release’ handler om Adam Thorn, og jeg har endnu ikke rigtigt besluttet mig for, om jeg elsker eller hader ham. På den ene side synes jeg, at Adam er fantastisk. Der er så meget dybde i hans karakter og han har så mange sider til sig, hvilket gør ham enormt spændende at læse om. På den anden side synes jeg, at han virker ret arrogant og egoistisk. I starten af bogen er hans dårlige sider lidt for tydelige for mig, men hele bogen drejer sig rundt om Adams udvikling, og det gør, at jeg endte med virkelig at beundre hans karakter. Hans udvikling får ham helt sikkert til at virke meget bedre, men jeg kan nu ikke glemme, at jeg var ret irriteret på ham i begyndelsen af bogen.

Til gengæld er der mange af de andre karakterer, jeg slet ikke er i tvivl om, at jeg elsker. Flere af dem er både gode og inspirerende og så videre, men det bedste ved dem alle er måden, de bliver brugt til at underbygge historien. Jeg kunne ikke forestille mig en måde, det kunne have været gjort bedre på. Personerne i bogen og deres betydning for handlingen er helt klart et af de bedste elementer i ’Release’.

Plottet spænder over én enkelt dag, hvilket plejer at være noget, som jeg er ret stor fan af, når det altså passer til historien, og når det er gennemført. Jeg må dog indrømme, at selvom jeg godt kan se, hvorfor forfatteren har valgt, at historien kun skal foregå over en enkelt dag, så ville jeg rigtig gerne have haft handlingen spredt ud over lidt længere tid. For det første fordi, at det allerede er en rigtig kort bog, og det ville have været rart med lidt mere indhold (fordi den ellers er så god!), og for det andet fordi, at når alle de her ting skal ske på en enkelt dag, kommer det til at virke forceret og urealistisk.

Udover ”selve” handlingen er der en sidehistorie, der har et overnaturligt twist. Det er det, der sætter tidsgrænsen for selve handlingen – hvis ikke pigens sjæl finder fred inden solnedgang, vil det være verdens ende. Vi får egentlig aldrig forklaret, hvorfor verden vil ende, men det er heller ikke rigtigt det vigtigste. I starten kunne jeg ikke komme hurtigt nok igennem de afsnit, der handlede om den fortabte sjæl, men som jeg kom længere ind i bogen, begyndte det at give mening, og man forstår pludselig, hvor tragisk pigens historie er. Jeg kan rigtig godt lide det, og hvis man har læst andre Patrick Ness-bøger, så er det heller ikke et helt ukendt element. Jeg synes, at det er rigtigt sjovt, at selv når man har afsluttet bogen, kan man stadig prøve at sætte de to historier sammen. Det er lidt svært at forstå den store dybe mening med de to parallelhistorier, mens man læser bogen. Men når jeg så er blevet færdig med bogen, har jeg flere gange fanget mig selv i at tænke over, hvordan de to historier kan passe sammen. Når man har noget at tænke over, selv når bogen er afsluttet, gør det, at bogen står meget stærkere for en.

På bagsiden står der, at det er den mest personlige bog, Patrick Ness endnu har skrevet, og det passer meget godt på bogen. Hvis jeg tænker over det, er den egentligt temmelig handlingsforladt, men det lægger man ikke rigtigt mærke til. Den tager nemlig til gengæld fat i utroligt vigtige emner, og de bliver behandlet godt. Homoseksualitet er en stor del af bogen, men også at bryde ud fra de forventninger, der bliver stillet til en og identitet i det hele taget er temaer, som bliver vendt og drejet i ’Release’. Og det føles virkelig personligt, når man læser. Adams problemer virker tæt på, og også sidehistorien med pigen, der blev dræbt af sin kæreste føles slet, slet ikke så overnaturlig og fjern, som man måske skulle tro. Jeg var bange for, at det ville blive for meget, når der var to historier kørende, begge med så stærke temaer. Men jeg synes igen kun, at det er så gennemført, at det gør bogen så meget bedre, og igen – højt, højt plan!

’Release’ er en kompakt bog, der gennemarbejder adskillige vigtige emner på under 300 sider. Men det er også en rigtig spændende bog, der har interessante karakterer og mærkværdig sidehistorie og som er overraskende rørende. Selvom der måske ikke er så meget handling, så er det en bog, der vil blive hos dig, fordi der gemmer sig langt mere på siderne, end man tror. Og så er den meget smukt skrevet, ligesom alle de andre Patrick Ness bøger. Jeg glæder mig til at genlæse den!

s

Skrevet af Frida Toudal


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code