Tak til 20th Century Fox for anmeldereksemplaret
Resumé
Jason Blossom forsvinder den 6. juli, og indbyggerne i Riverdale er fortsat ved at komme sig over det. Værre bliver det, da man finder hans lig, og finder ud af, at det bygger på en masse hemmeligheder. Samtidig med kommer Veronica Lodge til byen, efter hendes far er blevet fængslet. Hun bliver hurtigt venner med Archie Andrews, Betty Cooper og enspænderen Jughead Jones. Hun bliver også hurtigt uvenner med Cheryl Blossom. Sammen prøver de alle at navigere gennem High Schools udfordringer og alle hemmelighederne, som ligger gemt i Riverdale og omkring Jasons død.
Anmeldelse
Jeg havde startet med, at se første afsnit af ’Riverdale’ for noget tid siden på Netflix, fordi jeg havde hørt meget snak om den, og tænkte at det måtte jeg undersøge nærmere. Jeg blev dog ikke rigtig fanget efter de to første afsnit, men efter noget tid tænkte jeg, at jeg gerne ville give den et forsøg mere. Det er jeg rigtig glad for at jeg gjorde, fordi jeg synes faktisk, at den endte med at være rigtig god og spændende. Jeg sad i hvert fald limet til fjernsynet, fordi jeg skulle se, hvem morderen så endte med at være.
I starten må jeg tilstå, at jeg ikke havde den store tilknytning til nogen af karaktererne, som vi møder. Der var helt sikkert de forskellige typer tilstede, som alle blev venner, og det var meget sjovt at se. Vi mødte den følsomme og søde fyr Archie, ”nabopigen” Betty, den rige pige Veronica, enspænderen Jughead og bitchen Cheryl. Jeg kunne i hvert fald tydeligt se nogle forbindelser til profilerne. Men jo længere man kom ind i serie, jo bedre lærte man dem alle at kende, og så at der var meget mere ved dem hver især. Jeg endte med bedst at kunne lide det umage par Betty og Jughead. De fungerede rigtig godt sammen, fordi han har oplevet rigtig meget mørke omkring sig, og Betty oplever rigtig meget mørke inde i sig.
Der er en interessant og spændende jagt på, at finde ud af hvem morderen er. Jeg havde et par mistænkte, og jeg kredsede også omkring det rigtige, fordi der er så mange forskellige hemmeligheder i byen, at der er mange forskellige, som sagtens kunne være den skyldige af forskellige årsager. Jeg glæder mig utrolig meget til at se videre i serien, og se hvad den kommer til at bringe os fremadrettet.
Jeg kan rigtig godt lide universet i ’Riverdale’, fordi det er mordopklaring blandet med High School og alt dens drama. Serien foregår i en lille by, hvor alle de unges forældre også har en forhistorie med hinanden og en masse hemmeligheder. Det hele er på en eller anden måde meget amerikansk, og jeg var vild med det. Hvis andre også godt kan lide den form for univers, er ’Riverdale’ helt sikkert en serie, man skal tage fat i.
Skrevet af Marie Lorentzen