Tak til Facet for anmeldereksemplaret
Resumé
Cawi og Dahlias søn Colin træner op til at blive sendt ud på ekspeditionen Ourea. Her møder han Linder, som han former et særligt bånd med. Men deres tur i bjergene får fatale konsekvenser. Dette giver også problemer mellem Dahlia og Cawi, da hun ikke kan tilgive, at deres søn er blevet som ham. Men Cawi er sikker på at han kan redde sin familie. Det eneste det kræver, er at tage til Diali, så han kan blive klogere på sig selv og sine evner. Men han får sværere og sværere ved at skelne mellem virkelighed og sine drømme…
Anmeldelse
Jeg blev rigtig glad for at se, at der kom en fortsættelse til ’Diali’ og at den havde en lige så flot forside, som den forrige bog havde, der er blevet lavet af Breth Design. De er virkelig flotte og de passer rigtig godt sammen. Jeg glædede mig også rigtig meget til at læse videre, og se hvad der ville ske, og om vi ville blive klogere. Så jeg havde rigtig store forventninger til bogen, inden jeg gik i gang. Men jeg blev skam heller ikke skuffet på nogen måde. Jeg er meget imponeret over Charlotte Fischers skrivestil. Det hele fungerer rigtig godt, og jeg blev fanget med det samme.
I ’Ourea’ følger vi stadig Cawi og Dahlia, som har fået en hel masse børn, men i bund og grund stadigvæk har de samme problemer og følelser, som da vi mødte dem første gang. Jeg er stadigvæk mest vild med Cawi. Jeg ser ham stadig som den unge fyr, vi mødte i ’Diali’, og jeg følte ikke, at han havde forandret sig så meget. Derudover får vi lov til at møde deres børn, hvor vi i denne bog følger Colin og Linder. Her var jeg vild med begge karakterer.
Jeg fik mig et par overraskelser igennem bogen, som jeg ikke helt havde set komme, men det var vildt fedt. Vi fik også lov til at komme mere med Cawi på hans drømmesyn, hvor han tager tilbage til Diali, så jeg følte bestemt, at jeg er blevet klogere på, hvor vi begiver os hen rent historiemæssigt, i forbindelse med at Cawi er sjælevandrer. Jeg synes at ’Sjælevandrer’ er en unik og spændende læseoplevelse. Der er lidt af hvert til alle, i form af spænding, kærlighed og noget fantasy over historien, som forfatteren serverer for os, og jeg er helt vild med det.
Jeg glæder mig til at læse videre, især efter den slutning vi får. Jeg er også spændt på, om vi får lov til at følge andre af deres børn, fordi jeg synes at deres mellemste søn Christopher, har en masse at byde på efter de korte indblik, man har fået af ham igennem Colin, som har et tæt bånd til sin bror.
Skrevet af Marie Lorentzen