Tak til 20th Century Fox for anmeldereksemplaret.
Resumé
Efter at troldene flygtede fra Borkerne for 20 år siden, har troldene fået lov til at leve i frihed og harmoni med hinanden. Borkerne fandt nemlig ud af, at måden de kunne blive glade på, var ved at spise trolde, men det lykkedes troldene at stikke af. Nu 20 år senere er deres skjulte hjem blevet opdaget af en Borker, som har bortført nogle af Poppys venner, og hun beslutter sig for at tage ud at redde dem – en redningsmission der ender helt i vasken…
Anmeldelse
Jeg glædede mig til at finde ud af, om jeg ville komme til at holde af ’Trolls’ filmen, ligesom jeg gør med de forskellige Disney klassikere. Der må jeg alligevel erkende, at holdet bag filmen har lavet et virkelig gennemført arbejde, for du kan simpelthen ikke undgå at blive ramt af den hjertevarme og glæde, som handlingen giver fra sig i store mængder.
Der er nogle helt vild fantastiske sange med, og jeg kunne faktisk ikke lade være med, at synge med på sangene. De er simpelthen så fængende og så passer de bare utrolig godt til filmen. Jeg kunne heller ikke undgå at trække på smilebåndet over de relationer ’Trolls’ havde til ’Askepot’, som også er en film, jeg er stor fan af.
Jeg har stadig til gode, at se filmen med danske stemmer, men det er noget, som jeg helt klart også vil få gjort noget ved. Det er nemlig Christopher og Stine Bramsen der ligger stemmer til Kvist og Poppy. Det var dog helt klart en stor fornøjelse og meget underholdende at se den originale version, hvor Anna Kendrick og Justin Timberlake lægger stemme til de to karakterer. De gør det ualmindelig godt!
’Trolls’ er en familiefilm, som både vil kunne underholde de voksne og børnene. Man kan jo ikke undgå at blive lidt stolt over, at noget der kommer fra Danmark, er blevet så stort, at der nu er kommet en film ud af det. Jeg kan i hvert fald huske, at jeg som barn, altid fik en trold med hjem, når jeg havde været til tandlæge. Jeg glæder mig allerede til at se ’Trolls’ igen, så kan helt klart anbefale til andre, faktisk i alle aldre, at få set denne skønne, sjove og hjertevarme film.
Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen