“21 måder at dø” af Sarah Engell

21 måder at dø

Titel: 21 måder at dø
Forfatter: Sarah Engell
Udkom: 11. februar 2014
Sider: 344
Forlag: Carlsen

DUO 6 stjerner

 

 

 

 

 

 

Med tunge emner som sygdom, død, mobning og selvmord er ”21 måder at dø” en bog, der giver stof til eftertanke; og jeg kan slet ikke få armene ned over, hvor god den er!

streg

Resumé

For kun nogle måneder siden var Stellas liv ret så godt – hun havde sin bedste veninde Amalie, hun havde masser af veninder i klassen, og nogle gange synes hun, at Emil, som hun var totalt vild med, kiggede efter hende.

Men så gik det hele galt. Stellas mor fik kræft og døde. Hendes far er sygemeldt på ubestemt tid og tager kun sin pyjamas af, når han skal til psykolog eller sorggruppe. Men næsten værst af alt er Stella ikke længere veninder med Amalie.

Hele klassen har vendt Stella ryggen og føler Amalies mindste ordrer. Hver dag er Stella udsat for mobning, og ikke en eneste støtter hende. Stella ved slet ikke, hvad hun skal gøre.

Men hun har lavet en liste. En liste med 21 måder at slutte det hele på. En liste, der giver hendes trøst, når det vælter ind med lede sms’er og Facebook-opslag. Det er bare at vælge en af måderne, og vil al sorgen, usikkerheden, mobningen, klassens fnisen, alt vil være væk. Men er det virkelig den eneste vej udenom?

streg

Anmeldelse

”21 måder at dø” er den første bog, jeg har læst af den danske forfatter Sarah Engell. Jeg kendte faktisk slet ikke til hende, før jeg faldt over bogen på nettet. Derfor var mine forventninger ikke noget særligt, da jeg gik i gang med ”21 måder at dø”. Men hvor blev jeg bare blæst væk!

I løbet af ret kort tid følte jeg mig meget tæt knyttet til hende, og vi minder også om hinanden på forskellige måder – Stella elsker at spille musik, og det gør jeg også. Hun har (eller havde) en lille men tæt vennegruppe, og det har jeg også. Og så er Stellas mor død af kræft, hvor min mor er i kemo. Så det var i hvert fald rigtig let for mig at identificere mig med Stella.

Det er også meget sjovt, at bogen foregår i København. Normalt, når jeg læser bøger, er det enten i et opfundet fantasyunivers eller udenlands, så det var en meget sjov oplevelse. Det bidrog også til, at Stellas liv blev meget mere virkelighedsnært, når jeg kendte næsten alle de veje og steder, der blev nævnt.

Livet som ung er meget virkelighedsnært portrætteret. Der var ingen steder i bogen, hvor jeg sad med en fornemmelse af, at ”Aarh, den der, den går altså ikke!”, som nogle gange kan ske. Det handler nok mest af alt om, at det generelt er svært at sætte sig ind i den labyrint, som tennagesindet udgør. Men det gør Sarah Engell virkelig godt.

Nogle steder i bogen sad jeg med krummede tæer og kunne mærke, at min puls steg. Jeg var virkelig rasende over, hvordan Stellas klassekammerater behandlede hende. Jeg var dybt skuffet over, at skolen ikke greb ind. Jeg var uforstående over, hvorfor hendes far ikke gjorde noget. Jeg var led og ked af, at Stella havde det så svært. ”21 måder at dø” satte virkelig mange følelser i gang på en sådan måde, at jeg var så overvældet og helt opslugt – en virkelig fed (om end lidt skræmmende) fornemmelse!

Alt i alt er ”21 måder at dø” en helt ufattelig god bog. Med tunge emner som sygdom, død, mobning og selvmord er det meget mere en bog, der giver stof til eftertanke.

Jeg vil anbefale denne bog, hvis du kan lide realistiske bøger, der omhandler mere end bare ”boy meets girl”. Jeg vil faktisk gå så langt som at anbefale ”21 måder at dø” til alle. Læs den – du vil ikke fortryde det!

streg

Sofie DUOSkrevet af Sofie Peschardt


3 tanker om "“21 måder at dø” af Sarah Engell"

  1. Jeg synes at bogen er vildt fantastisk fordi at den handler om at man ikke skal mobbe nogen og sådan

  2. Pingback: ungdomsbog om mobning | Sarahengell.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code