“99 Dage” af Katie Cotugno

99 Dage

Original titel: 99 Dage
Forfatter: Katie Cotugno
Oversat af: Nete Harsberg

Genre: Ungdomsbog, Kærlighed
Sider: 352
Forlag: Carlsen
Udgivelsesdato: 10. februar 2016

5,5 DUO


 

 

 

Tak til Carlsen for anmeldereksemplaret

Det var et glædeligt gensyn at læse noget fra Katie Cotugno igen, efter at jeg blev så begejstret over hendes anden bog ’Kærlighed for fanden’. ’99 dage’ levede helt klart op til de forventninger, som den sidste bog havde givet mig.

streg

Resumé

Molly er hjemvendt til sin by, hvor hun skal tilbringe 99 dage inden hun skal starte på college. Hun flygtede nærmest fra byen sidst, med al den splid hun lige pludselig havde skabt, efter hendes mors bog kom frem i medierne, hvor man fandt ud af, hvem den var baseret på. Hun har derfor en lang sommer foran sig, hvor hun forsøger at skjule sig fra sin ekskæreste og specielt hans søster, som er efter hende ved hver en chance hun har…

streg

Anmeldelse

Først vil jeg gerne lige lægge fokus på den forside, som ’99 dage’ har. Den er bare utrolig fed og når man så giver sig tid til at studere den lidt, opdager man bare de små detaljer, der gemmer sig bag teksten. Jeg ærgrer mig faktisk lidt over, at jeg ikke opdagede at der var kommet en ny bog fra Katie Cotugno før nu, specielt fordi jeg stadig har hendes sidste bog på hjernen, selvom det er 3 år siden, at jeg læste den.

Heldigvis faldt jeg tilfældigvis over den og vidste med det samme, at jeg måtte læse den! Jeg var helt vild med den historie, som er blevet strikket sammen her i ’99 dage’. Molly har virkelig nogle problematikker – især omkring det, at have tillid til sin mor, som pludselig har offentliggjort sin datters dybeste hemmelighed i en bog, som ender med at blive en bestseller, hvor sandheden omkring hvor hun fik inspirationen fra, også kommer frem i mediernes lys.

Dette gør at hun ikke ser andet valg, end at stikke af fra hendes hjemby. Den familie som har fungeret som bonusfamilie i så mange år for hende, er pludselig blevet splittet ad, og har samtidig lagt stor afstand og had til hende grundet at hendes hemmelighed nu er blevet afsløret. Jeg kunne i mange situationer godt forstå Molly og hendes tankegang, men andre gange havde jeg bare lyst til at give hende min ærlige mening om det hun foretager sig, da hun ikke altid virker til at tænke over, hvilke konsekvenser hendes handlinger kan få.

Jeg håber at vi får mere at se fra Katie Cotugno i fremtiden, da jeg bare er helt vild med hendes skrivestil og måde at bygge historierne op på. Det var et super fedt twist, at der i denne bog var 99 kapitler, så det passede sammen med titlen. Hvis du var vild med ’Kærlighed for fanden’, skal du bare gribe fat i denne bog også, da du helt sikkert ikke vil blive skuffet. Derudover kan jeg også bare anbefale den til andre, som godt kan lide en kompliceret kærlighedshistorie.

streg

AM DUO

Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code