“Absolute lovers” af SJ Hooks

Absolute lovers

Original titel: Absolute lovers
Forfatter: SJ Hooks
Oversætter: Betty Frank Simonsen
Genre: Erotisk roman
Sider: 346
Forlag: Pretty ink
Udgivelsesdato: 13. oktober 2016

duo 4½

 

 

 

 

’Absolute lovers’ levede op til alle mine forventninger, som den forrige bog havde givet mig. Siderne vendte sig helt af sig selv.

streg

Resumé

Hvad der startede som uforpligtende sex mellem professoren Stephen og den studerende Julia, har nu udviklet sig til noget mere… Stephen er i hvert fald gået hen og fået følelser for Julia, selvom det er nogle han skjuler, for ikke at skræmme hende væk. Julia er nemlig meget forsigtig med at binde sig, på trods af at hun er glad for Stephen. Vil de ende med at finde en middelvej, eller vil deres krav til hvad de forventer, i sidste ende skille dem ad?

streg

Anmeldelse

Jeg blev så positivt overrasket over ’Absolute beginners’ at det betød, at jeg fik ret høje forventninger til den næste bog. Nogle forventninger som bogen viste sig at kunne bære. Den blev dog i perioder en smule pladderromantisk efter min smag, men det er der helt sikkert nogle andre, som godt kan lide. Det understregede dog også den usikkerhed de to karakterer har, overfor hvilken fremtid der venter dem og hvilke udfordringer de skal igennem.

Der blev dog åbnet en hel del mere op for, hvilken person Julia er og hvad det er, hun har kæmpet med i en alt for tidlig alder. Der var også et enkelt kapitel, som var fra hendes synsvinkel, hvilket gjorde det lettere at komme ind under huden på hende, i forhold til i ’Absolute beginners’. Desuden slutter bogen faktisk af med et par kapitler omkring den første tid mellem Julia og Stephen fra hendes synsvinkel, hvilket var rigtig fedt! På den måde fandt jeg ud af, hvilke tanker hun gjorde sig om Stephen i starten.

Stephen er også en karakter, som virkelig udvikler sig undervejs i denne historie. Han er dog stadig den søde, lidt nuttede og meget nørdede professor, hvilket jeg godt kunne lide, selvom han er mindre usikker. Han kommer dog ud i nogle situationer, som bragte smilet frem på mine læber og fik mig til at grine. Det er dejligt, at komme i godt humør af at læse en bog.

Jeg tror dog umiddelbart at det er slutningen på historien om Julia og Stephen, da der i hvert fald stod ”slut” til sidst. Det havde jeg faktisk ikke opdaget inden, da jeg er blevet så vant til at serier altid består af mindst 3 bøger. Jeg håber dog ikke det er det sidste jeg ser til fra SJ Hooks, da hun virkelig har overrasket mig positivt, og jeg skal helt sikkert holde øje med hende i fremtiden. Læs denne søde historie med det erotiske element, hvis du er til erotik – den er virkelig noget særligt.

streg

AM DUO

Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code