Genre: Science fiction, thriller
Spilletid: 2 timer og 3 minutter
Skuespillere: Brad Pitt, Tommy Lee Jones og Donald Sutherland
Filmselskab: 20th Century Fox
Udgivelsesdato: 3. februar 2020
Tak til 20th Century Fox for anmeldereksemplaret.
Resumé
Jorden er blevet ramt af en mystisk og livstruende begivenhed, så astronauten Roy McBride får jobbet om at drage ud på en farlig mission til de yderste dele af solsystemet for at finde ud af, hvad der skete med sin forsvundne far. Den ekspedition han var på, er nu den der truer jorden 30 år senere. På hans rejse vil hemmeligheder blive afsløret, og sandheden viser sig at være brutal.
Anmeldelse
Jeg blev nødt til at se filmen to gange for at forstå filmen ordentlig, og selv der var jeg ikke ovenud imponeret, selvom det blev bedre. Første gang sad jeg lidt tilbage med følelsen af ”hvorfor”, men jeg fandt dog lidt mere mening i filmen i anden omgang.
Brad Pitt gør det fremragende i rollen, og han er virkelig dygtig og løfte filmen meget. Men han er også meget kold og svær at få en tilknytning til, men hans rejse gør ham mere menneskelig, og det kunne jeg godt lide, da jeg så fik en større forbindelse til handlingen.
Jeg synes også, at der var nogle fine filmbilleder, og den er generelt filmet rigtig godt. Det er vildt at forestille sig, at det måske en dag vil være sådan, at man bare lige kan tage en smuttur til månen, hvis man har lyst til det.
Filmen har sådan set også en fin historie med en dreng, der har haft en ensom opvækst, fordi hans far har været på mission i rummet og været væk i mange år. Da han nok ser op til sin far, som han aldrig rigtig har kendt, går han videre i sin fars fodspor. Han får svært ved at have andre til at være afhængig af sig og være afhængig af andre, fordi han har været vant til at klare sig selv. Når man tænker over det, er det faktisk lidt sørgeligt.
’Ad Astra’ er ikke en film for alle, og man skal nok sætte pris på rumfilm og have en nysgerrighed for, hvilken fremtid vi måske går i møde. Jeg tror dog, at nogen vil få mere ud af den end mig. Jeg var i hvert fald ikke rigtig fanget af den, desværre.
Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen