“Alt eller intet” af Nicola Yoon

Alt eller intet

Originaltitel: Everything, everything 
Forfatter: Nicola Yoon
Genre: Ungdomsbog

Udgivelsesdato: 1. september 2015
Sidetal: 317
Forlag: Carlsen
Oversat af:
Lea Carlsen Ejsing

DUO 6 stjerner

 

 

 

Bogen her er blevet min nye yndlingsbog. Den har fået mig til at tænke over hvor heldig jeg er for at have to forældre, nogle gode venner og ingen så alvorlig sygdom som Madeline har i bogen.

streg

Resumé

Madeline Whittier har ikke været uden for en dør i 17 år, fordi hun er allergisk overfor alt. Hun bor alene med sin mor, og hendes dage ligner hinanden uden forandring, men så flytter der nogle nye naboer ind i huset ved siden af. Madeline er vant til at få nye naboer, men de her er anderledes. Hun bliver hurtigt venner med naboens søn, Oliver. Han forandrer hendes liv for altid.

streg

Anmeldelse

’Alt eller intet’ er en rigtig god bog. Efterhånden som jeg kom længere og længere ind i bogen, kunne jeg mærke, at jeg begyndte at forstå hvordan hun har det, selvom jeg ikke har en sygdom som hende.

Prøv at tænk på en gang, hvor du har været syg, og ikke kunne gå i skole, eller udenfor fordi du havde det så dårligt. Du kunne se folk uden for dit vindue der gik tur med sin hund, eller børn der legede på gaden. De første par dage er det dejligt, ikke at skulle i skole. Du kan få lov til at sove længe, og du kan egentligt bare gøre hvad du vil hele dagen. Men efter de første to-tre dage, begynder du at kede dig, og længes efter at komme i skole og se dine venner. Efter noget tid bliver du rask og kan igen se dine venner, men i Madelines tilfælde bliver hun bare aldrig rask.

Karaktererne i bogen er meget forskellige. Hovedpersonen, Madeline, er en stille og lidt kedelig pige. I løbet af historien, bliver hun mere eventyrlysten, stærkere mentalt og modigere. Det er meget spændende at følge hendes udvikling, fra at være en pige der aldrig har været udenfor en dør, til en ung kvinde der tør at tage kampen op mod de ting, der forhindrer hende i at opleve nye ting.

Jeg kan godt lide forsiden, da den er ret enkel, men alligevel meget detaljeret. I starten ligner det bare en klump med en masse farver, men så kigger man nærmere på den og opdager at der er både fugle, fisk, sejlskib, fly, planter og en masse andre ting i forskellige farver. Det hele er noget der har med selve romanen at gøre. Det er også ret sjovt at der er nogle ”gemte” ting i billedet. For eksempel er der nogle planeter, som jeg ikke opdagede i første omgang. Billedet er illustreret af Nicola’s mand, David Yoon. Ud over at det er et flot billede, synes jeg også at det giver billedet mere liv, end hvis det bare havde været en tilfældig der havde illustreret det.

Sproget i bogen er nemt og unden for svære ord. Jeg vil sige at bogen passer bedst i aldersgruppen 14-18 år. Alt i alt er bogen bare virkelig god, og jeg vil anbefale den til alle jeg kender.

streg

Skrevet af Clara Juul


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code