“An 1nvisible Si6n” på DVD

An Invisible Sign

Titel: An Invisible Sign
Genre: Komedie, Drama
Spilletid: 1 time og 36 minutter.
Udgivelse: 1. januar 2014
Skuespillere: Jessica Alba, Chris Messina, Sonia Braga, John Shea 
Filmselskab: Mis. Label

DUO stjerner 4

 

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle forvente med ’An Invisible Sign’ og da den var slut, må jeg også indrømme, at jeg sad med meget blandende følelser.

streg

Resumé

Da Mona er barn, sker der en dag noget mærkeligt med hendes far, som hun ikke kan forstå. Hun forsøger dog at hjælpe ham, så godt hun kan, indtil hendes mor en dag smider hende ud. Da Mona bliver voksen, og skal prøve at stå på egne ben, bliver hun tilbudt jobbet som matematiklærer, da matematik altid har været hendes stærke side. Men at være lærer, er noget af en udfordring, og hum må kæmpe hver dag for at bevare facaden og tro på illusionen. 

streg

Anmeldelse

Da jeg umiddelbart læste om filmen, havde jeg faktisk ikke regnet med, at den er så alvorlig og dyb. Det kom meget bag på mig, men på en positiv måde. Jeg undrede mig også over, hvorfor aldersgrænsen var 15 år, da jeg syntes det var meget højt, men efter at jeg har set filmen, forstår jeg hvorfor. Filmen tager nogle meget tunge og svære emner op, som man skal være gammel nok til at forstå, for overhovedet at forstå meningen med filmen og handlingen.

Der er især meget vægt på OCD, eller tvangstanker/handlinger og det er nok første gang, jeg har oplevet det i en film. Mona er især meget ramt af sygdommen, fordi hendes far lige pludselig bliver en anden person fra den ene dag til den anden. Hun oplever et enormt stort tab, på trods af at hendes far er til stede hele tiden, så er han det ikke mentalt. Derfor forsøger Mona, at tage sig af ham hele tiden, og håber hver dag på at få ham tilbage.

Deres nabo spiller også en stor rolle for Mona, da han går rundt med tal rundt om halsen, alt efter hvilket humør han er i. Mona har knyttet sig meget til ham af den grund, da hun er sikker på, at når han har det rigtige tal på, vil hendes far igen blive normal. Indimellem er det rigtig svært at se på alle de mentale traumer som Mona er igennem, på trods af at hun bare er en ung pige. Hun giver slip på rigtig mange ting for sin fars skyld, da hun håber, at det kan bringe ham tilbage.

Jeg havde flere gange lyst til at gribe ind i handlingen, og bare give Mona et kæmpe kram, og få hende til at forstå, at hun ikke skal sætte sit eget liv på pause, for at hjælpe sin far. Men jeg kender godt selv følelsen, og der lytter jeg heller ikke til min omverden, hvis de beder mig give slip, så jeg har nemt ved at sætte mig i Monas sted på det område.

Der er dog nogle få steder, hvor jeg synes at realiteterne i handlingen fremstår lidt fantasyfulde for mig, hvor jeg faktisk ikke tror det er alvorligt, før at det senere viser sig, at det jeg troede var en drøm, rent faktisk skete. Det ødelægger desværre lidt historien, som jeg ellers rigtig godt kan lide, fordi den griber fat i emner, som ellers er et tabu, og som er svære at snakke om. Men derudover kan jeg helt sikkert anbefale at se filmen, hvis man gerne vil overraskes, og se en film med masser af indhold og nogle meget dybsindige men også tunge emner. Jeg ved i hvert fald, at den har ramt mig, og at det ikke er sidste gang jeg ser den.

streg

AM DUO

Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code