“Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder” af Benjamin Aire Sáenz

ari og dante

Titel: Aristoteles and Dante descover the secrets of the universe
Forfatter: Benjamin Alire Sáenz
Oversat af: Elisabeth Kiertzner
Genre: Young Adult
Forlag: CarlsenPuls
Sider: 388
Udgivelsesdato: 7. juni 2018

DUO 6 stjerner

 

 

 

Tak til CarlsenPuls for anmeldereksemplaret.

Denne bog er stemningsfuld, medrivende og smukt fortalt – perfekt sommerlæsning.

s

Resumé

Aristoteles møder Dante den sommer, han er femten. Dette skal blive starten på et stærkt venskab, der vil begynde at skubbe til verden, som de to drenge før har kendt den. For som Ari lærer Dante at kende over de hede El Paso-somre i slutningen af 1980’erne, lærer han også mere om sig selv. ’Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder’ er en bog om venskab og kærlighed, men også meget mere – en rørende fortælling om familie og identitet, om sorg og skam, og om at vokse op med to nationaliteter. 

s

Anmeldelse

Jeg havde ikke nogen specifikke forventninger til ’Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder’. Jeg kendte ikke meget til bogen, andet end begejstrede anmeldelser over hele internettet. Det varede dog ikke mange sider, før jeg kunne se, hvorfor denne bog er blevet rost så meget – jeg var fuldkommen opslugt af historien om Ari og Dante.

’Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder’ er en bog, der næsten udelukkende er drevet af karaktererne. Hvis man leder, er det ikke meget handling man finder på de 388 sider. Den mest overraskende ting er dog, at man som læser overhovedet ikke lægger mærke til dette. Karaktererne er så levende, så menneskelige og ægte, at man af og til glemmer, at det er en bog, man har foran sig. Der er ikke mange karakterer med i bogen, hvilket også bidrager til, at de, vi så hører om, har betydning for historien og er grundigt beskrevet.

Bogen foregår i El Paso, en by i det sydvestlige hjørne af Texas. Både Ari og Dante er mexicansk-amerikanere, og dette er også et af de større temaer i bogen. Det var en virkelig spændende vinkel at læse fra, som jeg ville ønske, man så oftere. Selvom bogen giver et billede af den splittelse, Ari føler mellem Mexico og USA, beskriver den mest, hvordan han er begge dele på en gang – helt ubevidst. Benjamin Alire Sáenz formår at kommunikere noget så komplekst som dobbeltnationalitet og det tilhørsforhold, Ari føler, på en meget enkel måde, hvilket er et bevis på kvaliteten af denne her bog.

Et andet tema, som jeg ikke kan undgå at nævne, er naturligvis Aristoteles og Dantes venskab. Igen kan jeg ikke sige meget andet, end at Sáenz har kreeret to komplekse karakterer og et indviklet venskab. Som jeg før har nævnt, finder man ikke meget handling i ’Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder’, men mens Ari og Dante udforsker deres forhold, vender siderne sig selv. Disse to karakterer er historiens kerne, og igen – forholdet mellem dem, dets udvikling, og den forvirring det skaber hos hver karakter – det er simpelthen skrevet så umådeligt godt, at action ikke er nødvendigt.

Alt dette kan selvfølgelig koges ned til, at jeg synes, at Benjamin Alire Sáenz er en virkelig dygtig forfatter. Jeg elskede at læse ’Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder’. Det er en bog, der vender flere temaer, som er virkelig vigtige, mens historien stadig holdes i fokus, og det politiske i bogen overtager ikke. Den er smukt skrevet, rørende og umulig at lægge ned.

s

Skrevet af Frida Toudal


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code