“Bag om bøgerne” med Julie M. Day

Julie M Day

Tak til Julie M. Day og Leatherbound for indlægget. 

Vi har fået forfatteren, Julie M. Day, til at lave et indlæg til os, som er blevet kaldt ‘Bag om bøgerne’.

s

Bag om bøgerne

Når jeg sidder og kigger mine hylder med bøger igennem forundres jeg. Det er en blanding af fascination og respekt. Alle de bøger har en forfatter bag sig. Tanker, idéer og tid.
Ikke nok med det, så har hver enkelt bog også et helt hold af redaktører, forlæggere, trykkerier, illustratorer, grafikere og meget mere bag sig. Du kan også begynde at tænke over, hvor mange folk der står bag en oversat udgave af en bog. Pyha, man bliver helt svimmel.

Jeg vil prøve at give dig et lille indblik i skabelsen af en bog her i dette indlæg. For mig var en bog nemlig bare en bog – lige indtil jeg selv udgav én!
Nu er jeg i gang med at skabe fortsættelsen sammen med mit hold.
Mit navn er Julie M. Day. Jeg har skrevet en bog, som hedder Grænsen til Trafallas. Det er en fantasytrilogi, hvor man sammen med bogens hovedperson bliver taget med til det skjulte og magiske land; Trafallas. Den første del af serien; Den halves arv, udkom sidste år, og nu skal jeg snart udgive den næste del.
Men først skal der arbejdes!
At skrive en bog er én ting. At udgive den, markedsføre den og sælge den er noget heeelt andet.
Først finder man et forlag, hvilket kan være svært nok. Jeg er så heldig, at jeg er landet på den helt rigtige hylde hos forlaget Leatherbound, som har rettighederne til at udgive trilogien.
Dette vil sige, at forlaget og jeg har indgået en aftale om, at alle tre bøger vil blive udgivet igennem dem.
For godt to måneder siden sendte jeg forlaget det manuskript, som jeg havde skrevet, nemlig del 2. Redaktøren fra forlaget læste manus og gav en overordnet feedback – det var godkendt. Pyha!
Vi smøgede dernæst ærmerne op. Nu begynder det sjove for alvor.

En forside skabes

Eftersom jeg allerede havde udgivet første bog i min serie, så vidste jeg ret hurtigt, hvem der skulle illustrere forsiden til næste del. Det skulle Per O. Jørgensen. Heldigvis var både Per og forlaget med på den idé, og Per gik i gang med at læse. Jeg sendte ham samme udkast til manus, som jeg sendte min forlægger.
Derefter udvalgte Per en scene, som han fandt interessant. Jeg gav ham frie tøjler, fordi jeg ved, at med ham er der garanti for kvalitet.
Skabelsen af en forside skal gerne påbegyndes så tidligt som muligt. Illustratoren skal have tid til at tegne en skitse, som så skal godkendes af forfatteren. Nogle illustratorer foretrækker selv at læse manus igennem, (som det er tilfældet med Per O.) og andre vil gerne være i dialog med forfatteren om, hvad denne har af tanker og ideer. Ud fra dette kommer illustratoren så med nogle forslag.
Da Per O. viste mig skitsen til fortsættelsen af min trilogi fik jeg kuldegysninger. Han havde igen forbløffet mig. En forside er altafgørende for, om bogen bliver solgt. Man siger jo; ”dont judge a book by its cover”, og det ville være utopisk, hvis det virkelig var sådan, fordi sådan er det selvfølgelig ikke. Forsiden skal pirre, lokke og formidle – alt sammen ved et enkelt øjekast. (Jeg er glad for, at jeg ikke er illustrator.)
Jeg godkendte skitsen lige med det samme, og Per gik dernæst i gang med at farvelægge.
Når for- og bagside er færdige fra illustratoren, sættes der en grafiker på sagen, som kan sætte tekst osv. op på allermest tiltrækkende vis.

Redigering og mystiske formuleringer.

Når jeg skriver, går det indimellem hu-hej-vilde-dyr. Hvis der lige er den helt rigtige ide, scene eller dialog gælder det om at nedfælde det ASAP. Det resulterer ofte i nogen slåfejl og andre små-ups’ere.
Derfor er en redaktør fuldstændigt uundværlig og guld værd for en forfatter. Selvfølgelig skal man som forfatter ikke aflevere noget makværk, når man sender sit manuskript ind til forlaget. Det skal være gennemarbejdet og så færdigt som overhovedet mulig. Ellers tager det alt for lang tid for en redaktør at rette. Når det så er sagt, skal det lige nævnes, at djævlen ligger i detaljen.
Lad os sige at du har skrevet en historie på 50.000 ord, hvilket er skellet for, om det er en roman eller en novelle. Du skal nu rette i de 50.000 ord. Til sidst ligner bogstaverne allermest små tissemyrer, der myldrer over din skærm, og dine øjne svider. Min første bog var på godt og vel 146.000 ord. Min næste er på 148.000. Jeg bliver helt skeløjet, og det er umuligt for mig at fange alle mine tastefejl. Udover dette har jeg selvfølgelig også små grammatiske fejl her og der, og så er jeg ekspert i at lave mine egne vendinger eller finde på nye ord. Her er det, at min (stakkels) redaktør er formidabel. Uden hendes briller, øjne, gode ideer, viden og frustration over mig ville mine bøger ikke blive nær så gode, som de ender med at blive.
Som skaberen af min bog stirrer jeg mig blind på, ikke alene grammatikken, men også på handlingen. Jeg ville nogle gange ønske, at jeg kunne glemme alt om de historier, jeg har skrevet, bare i en uges tid og så læse dem med helt nye øjne. Det kunne være fantastisk givende og lærerigt, men det er desværre ikke en mulighed.
Derfor er min redaktør i redigeringsprocessen min Gud/Gudinde. Seriøst.
Jeg retter mig, for det meste, efter, hvad hun siger, og hvis jeg er uenig, så giver jeg en holdbar grund for, hvorfor noget ikke skal laves om eller måske helt slettes.
Vi sender frem og tilbage til hinanden et par gange. Det er et samarbejde og ofte et lidt intenst et af slagsen. Som redaktør sidder du jo med nogens hjerteblod, og som forfatter skal du slette, redigere, omskrive og tilføje noget i den historie, som du før anså for værende perfekt. Det er som sagt intenst, men jeg elsker virkelig denne del af processen. Jeg synes jo også, det er sjovt og givende.

s

To bagsidetekst or not to text.

Den her del er mit mareridt. Virkelig! Ej, okay, jeg er blevet lidt bedre til det, men altså hey – hvordan koger man lige 148.000 ord ned til en fængende og en jeg-må-bare-læse-den-her-bog beskrivelse? Dét er svært. Selvfølgelig hjælper mit forlag mig, og det samme gør min redaktør, som jo på nuværende tidspunkt kender min bog ligeså godt som jeg selv. Alligevel er det voldsomt svært. Jeg er ikke sikker på, om jeg nogensinde vil knuselske denne del af skabelsen af en bog, men det skal jo gøres. Indtil videre synes jeg faktisk, at jeg er sluppet okay fra det.
Når så din bagsidetekst er på plads, dit manus er redigeret og forsiden er i hus, skal det hele samles til en bog. Dette klarer min forlægger. Han sørger for at smide delene i et program (på nuværende tidspunkt sidder jeg i et hjørne og puster i en pose), og dernæst sender han det til tryk.
Vi modtager typisk et prøvetryk, som er en fysisk udgave af, hvordan den endelige bog sådan cirka kommer til at se ud. På prøvetrykket er der ofte ikke små detaljer med som eksempelvis 3D-effekter etc., som ellers måske er bestilt til den endelige udgave. Prøvetrykket fungerer primært som et udkast til at se, hvordan teksten, forsiden osv. sidder, og om det hele er som det skal være.
Hvis vi er tilfredse, forlægger, redaktør og jeg selv, bliver der sagt ”GO” til trykkeriet, og de påbegynder at trykke det oplag, som forlaget nu en gang har bestilt.

Ny bog på markedet.

”Hjælp, jeg drukner mellem alle de andre”, tænker jeg nogen gange. Hvad skal man dog gøre for at blive set og hørt på et marked, der i forvejen ikke er imponerende stort i Danmark? Hvorfor læser så mange dog krimi og ikke fantasy? 
Jeg har ikke fundet nogen fidus til det, selvom jeg godt gad at finde den. Det giver selvfølgelig sig selv, at du skal have skrevet en god bog. Der vil dog altid være nogen, som ikke kan lide den, men sådan er præmissen, hvis du vil dele dine historier med verden. Jeg lærer stadig at tage imod kritik uden at blive alt for såret eller ramt.
Sammen med den gode bog som du har skrevet, skal du have den markedsført. Den skal på biblioteket. Den skal til boghandlerne. Den skal dukke op på de sociale medier. Alt dette er ikke givet, bare fordi jeg lander en forlagsaftale. Tværtimod. Du, som forfatter, skal arbejde benhårdt for det. Du skal stå i halvtomme bogbutikker og standse kunder for at få en snak med dem, selvom de tydeligvis er på udkig efter den nye Jussi Adler Olsen bog. Du skal kontakte medier, der næsten med garanti takker nej, medmindre de er lokale, og at du derved har en mikroskopisk nyhedsværdi. Du skal også ud og kontakte bogbloggere, som måske kan overtales til at modtage din bog til deres bunker af andre bøger. Forhåbentlig vil de læse den, give den en god anmeldelse med på vejen og fortælle andre om den. Du skal kontakte biblioteker, som ofte ikke kan betale dig noget, eller måske kun ganske lidt, i forsøget på at holde foredrag. Du skal kontakte skoler, fritidsklubber, deltage i messer og være på og klar til at smile og sælge din bog. Alt sammen gerne med en vis portion overskud, selvom det er ulønnet, og du er træt i ben og smilemuskler.
Som jeg opremser det her, lyder det negativt, I know. Jeg har lært at elske det. Jeg kan faktisk godt lide det nu, men jeg har også gjort alle tingene en del gange på bare 1 år allerede. I begyndelsen og de første mange gange, hvor jeg tog ud og skulle være ”forfatter-Julie”, var det virkelig svært. Generthed skulle overvindes. Grænser skulle rykkes. Men i dag ville jeg ikke kunne være foruden. Jeg vil mit forfatterskab, og jeg vil mine bøger. Så hvem er bedre til at fortælle verden om dem end mig?

Tusind tak fordi du ville læse med. Jeg håber, du er blevet lidt klogere på, hvordan en bog skabes. Derudover håber jeg også på, at du vil huske alt dette, næste gang du lader blikket løbe gennem alle titlerne på boghylden derhjemme.

s

Indlæg af Julie M. Day


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code