“Blændende højder” af Katharine McGee

blændende højder

Original titel: Dazzling Heights
Forfatter: Katharine McGee
Serie: Tusinde etager
Genre: Ungdomsbog, science-fiktion
Sider: 450
Oversætter: Charlotte A. E. Glahn
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesdato: 2. november 2017

DUO stjerner III

 


Tak til Gyldendal for anmeldereksemplaret

’Blændende højder’ fungerer i et unikt univers, som virkelig tiltaler mig. Jeg har helt klart min favoritperson indtil videre, som jeg glæder mig til at se, hvad der sker med.

streg

Resumé

Leda hjemsøges stadig af, hvad der skete med Eris på den værste aften i hendes liv, så hun gør alt for at holde sammen på sig selv og hendes hemmelighed. Avery gør også alt for at holde på sin hemmelighed, og samtidig få det til at fungere med sit livs kærlighed. Men deres chancer er dog ikke de bedste. Watt prøver at lægge alt bag sig, men der er alligevel noget ved Leda, som han ikke kan slippe. Rylin har fået et legat, som giver hende adgang til en af de bedste skoler øverst i tårnet. Men dette betyder også, at hun er tvunget til at se fyren, som hun mistede sit hjerte til, hver dag. Til sidst men ikke mindst er der også den mystiske Calliope, som lige er ankommet med sin mor og som er fast besluttet på at blive, lige meget hvad det koster.

streg

Anmeldelse

’Blændende højder’ fortsætter mere i samme tråd, fra hvor ’Tusinde etager’ slutter. Jeg blev meget ked af det over slutningen, fordi jeg var virkelig begyndt at holde rigtig meget af Eris, og hun var faktisk gået hen og blevet en yndlingsperson. Så det er meget sørgeligt, at hun ikke længere er med i fortællingen. Men derudover er vi fortsat i det fantastiske science fiktion univers, hvor teknologien og rigdommen er i højsædet. Det var meget spændende og interessant at læse om.

Som i ’Tusinde etager’ hører vi fra en ny hovedperson ved hvert kapitel. Det er på alle måder med til at øge spændingen i bogen. Man kan selvfølgelig ikke undgå at få sig et par yndlingspersoner. Jeg må indrømme at min yndlingsperson helt sikkert er Rylin. Jeg kan rigtig godt lide hende, fordi hun er stille og rolig, og faktisk meget i kontakt med hendes følelser. Derudover er det også spændende at følge hendes ulykkelige kærlighed til Cord, som jeg hepper på finder sammen. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at følge Cord, fordi jeg tror, han går og gemmer på nogle interessante ting.

Jeg kunne godt mærke, at jeg lige skulle ind i historien og universet igen. Dette tror jeg også skyldes, at vi skifter mellem personerne gennem kapitlerne hele vejen igennem, så når man lige havde fået sat sig ind i en af dem, skulle jeg faktisk videre til den næste. Det gjorde selvfølgelig, at historien aldrig stod stille, hvilket jeg rigtig godt kan lide. Bogen slutter også på en rigtig interessant måde, da bolden bliver kastet op i luften angående mange ting, som man gerne vil have et svar på.

Vi mødte faktisk også en ny person i ’Blændende højder’, Calliope, som rejser med sin mor og bedrager en masse mænd for gaver og penge. Det mindede mig virkelig meget om filmen ’The Heartbreakers’, og det var en rigtig fin detalje. Jeg kunne dog ikke fordrage hende, hvilket er en helt anden sag.

Jeg kan helt sikkert anbefale ’Blændende højder’, fordi det var en meget unik læseoplevelse, at få lov at komme ind i det store tårn med al den luksus og rigdom, og selvfølgelig også den anden side af dette, som også hører med. Hvis du ikke har læst ’Tusinde etager’, som er etteren i serien, kan jeg kun sige, at man skal komme i gang hurtigst muligt. 

streg

j

Skrevet af Marie Lorentzen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code