Blogger event på Forlaget Leatherbound

Tak til Forlaget Leatherbound for invitationen og en hyggelig dag.

Blogger event på Forlaget Leatherbound i forbindelse med udgivelsen af Julie M. Days andet bind i ‘Grænsen til Trafallas’.

streg

Så kom dagen, hvor vi skulle til bogblogger event i Horsens, for at fejre lanceringen af Julie M. Days nyeste bog ’Grænsen til Trafallas – Del 2: Skyggen fra Nord’. Arrangementet blev holdt hos Forlaget Leatherbound i Horsens, hvor der både blev budt på mad og drikke, men også rundvisning i deres lokaler.

Arrangementet begyndte klokken 12, hvor der blev tilbudt et lille glas bobler og en skøn anretning af salat, nødder, kyllingespyd og falafler; Hvor der så kom en lille historie op til overfladen om, hvorfor det netop skulle være falafler. En bibliotekar var nemlig engang kommet til at udsende en invitation til en begivenhed angående bogen ’Grænsen til Falafel’.

Vi var ca. 18 mennesker til stede i lokalet, hvor vi alle sad sammen ved et langbord, så der var god mulighed for at snakke med dem alle sammen. Der var både en del bogbloggere til stede, men også forlæggere og venner af Julie M. Day, så det var helt utroligt spændende at blive inviteret ind i en forfatters liv på den måde. Vi var 3 fra De Unges Ord, som var afsted, så vi sad også lidt forskelligt til bords og nåede derfor at snakke med mange forskellige mennesker.

Efter at der var blevet serveret bobler og maden var sendt rundt, holdt Julie M. Day et rigtigt fint oplæg omkring hendes nyeste bog og fortalte bl.a. om, hvordan man kunne sætte Trafallas ind i vores verden, via et kort som hun selv havde tegnet. Der var også rig mulighed for at stille spørgsmål om himmel og jord, hvilket gjorde det helt fantastiske for store fans som os.

Efter en god omgang hygge, blev vi vist rundt i deres lokaler og fik spurgt ind til Forlaget Leatherbound og om, hvorfor Julie M. Day gik fra at delvist selvudgive til hvordan Leatherbound hurtigt var interesseret i at gentrykke hendes bog, kun måneder efter udgivelsen. Efter rundvisningen var det jo selvfølgelig tid til en ”Grænsen til Trafallas” Kahoot, som både var utrolig morsom, men også lidt svær til tider; noget som kun bidrog til morskaben. Der var tæt kapløb om førstepladsen og prisen gik desværre ikke til nogen af os. Efter Kahooten var der en helt fantastisk goodiebag til os alle, som bestod af ’Grænsen til Trafallas – Del 2’, et duftlys, skinnende blågrøn neglelak, et bogmærke i papir, en nøglering i blå og sølv og et bogmærke formet som en fjer i sølv. Selvfølgelig med en flot pose fra Forlaget Leatherbound.

Mens goodiebagsene blev delt ud, blev der serveret en flot kage fra Kvickly i Odder, med monogram af bogen påtykt på et lag marcipan. Den smagte fortryllende, og mens kaffen gik på tur, blev der skabt en lang kø, fordi alle skulle jo selvfølgelig have signeret deres bøger, og alle bøgerne fik en flot og dybfølt besked med sig hjem.

Alt i alt var det en utrolig fortryllende dag med både overraskelser og fantastiske samtaler med alle omkring bordet. Der skal siges en stor tak til Julie M. Day og hendes forlag for at lægge hus til sådan en fantastisk dag.

streg

Skrevet af Ida Marie Mortensen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code