Bogforum 2016

Igen i år var vi afsted til Bogforum i Bella Centeret, og sikke en fornøjelse det var, at være afsted med det flotte program der var blevet stablet på benene.

s


s

Skrevet af Marie Lorentzen

Så blev det vores tredje år, hvor vi var afsted til bogforum. For os kunne det lade sig gøre med, at komme afsted en dag og det blev lørdag. Vi havde begge glædet os utrolig meget og forberedt os, i forbindelse med hvilke forfattere vi gerne ville se og hvilke bøger vi gerne ville have signeret. For os begge var højdepunktet Audrey Carlan, som har skrevet ’Calendar girl’ serien. Jeg begyndte at læse hendes første bog på vej i bussen, så jeg selv hurtigt kunne danne mig et indblik i, hvad serien handlede om, og om det var noget for mig, så jeg kunne købe de sidste 2 bøger i serien. Det var virkelig spændende og møde forfatterene, både de danske og de engelske forfattere. Det er virkelig en sand fornøjelse, at få lov til at møde dem og få sin bog signeret. De havde alle en masse humør og glæde med sig.

Jeg følte faktisk ikke, at vi havde et stramt program med os, men hurtigt kunne vi se at tiden fløj fra os og at vi slet ikke havde nok tid på dagen, til alt det vi gerne ville. Jeg ville gerne have været det hele en tur mere rundt og kigge på standene, men det var der desværre ikke tid til, før bussen kørte. Vi havde også en bogliste over bøger, som vi virkelig gerne ville have og der blev også købt en del ind af de længe ventede bøger. En ting som skuffede mig lidt, var at der var ikke særlig mange stande, som kørte med store tilbud på bøgerne. Priserne mindede om, hvad man kan købe bøgerne til hjemme på nettet. Der var få jeg lagde mærke til, som havde gode tilbud og når man kom tilbage til standen, var disse bøger i mellemtiden udsolgt.

I år var vi inviteret til reception de forskellige steder, men på grund af programmet og dagen havde vi desværre kun mulighed for at komme med ved Tellerup, men dette var også vildt fedt. Her kunne vi mødes med de andre bloggere, som man mødte til bogblogger træffet tidligere i år og mange af de forfattere, som man har haft fornøjelsen af at læse en masse gode bøger fra. Der var hyggelig stemning og jeg ville ønske, at vi havde haft mere tid, men der var også en signering, vi gerne ville nå. Bogforum havde udvidet sig og fået en hel børneafdeling, som jeg synes var vildt fedt. Man kunne tydeligt se, at der var tænkt over det hele og at børnene var kommet i fokus. Alt i alt var bogforum en virkelig hyggelig og spændende dag med en masse indtryk og bogkøb. Det er helt sikkert noget vi vil gøre igen de næste år og forhåbentligt flere dage ad gangen.


Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen

I år var tredje gang jeg deltog til BogForum i Bella Centeret i København, men første gang jeg var afsted som presse. Jeg havde dog kun mulighed for at deltage lørdag, og fik derfor ikke den fulde oplevelse, desværre. Endnu engang var programmet spækfuld af spændende indslag, signeringer hos diverse forfattere, interviews og foredrag. I år var der dog en væsentlig ændring – nemlig at der var kommet fokus på børnene og her var der lavet en hel hal, kun til børn, hvor de kunne hygge sig og samtidig få tiden til at gå med forskellige aktiviteter og se på de bøger, som henvendte sig til deres målgruppe.

Der var dog især tre ting, jeg glædede mig til, hvoraf de to af dem drejede sig om at få signeret mine bøger af to virkelig dygtige forfattere! Den første signering var hos Lucinda Riley, som bare var rigtig sød og nede på jorden. Her stod jeg forrest i køen til at få signeret ’De syv søstre’, og det var fedt hun tog sig god tid, til at snakke med sine læsere. Om eftermiddagen var vi inviteret til et arrangement for bloggere hos forlaget Tellerup, og selvom vi desværre var lidt tidspresset og derfor ikke kunne være der ret lang tid, var det stadig utrolig hyggeligt!

Grunden til at vi var tidspresset, var for at nå at få signeret mit eksemplar ’Calendar girl 1’ af Audrey Carlan, som er nogle bøger, jeg har været ret hooked på! Det endte med næsten at tage en time, hvor vi stod i kø, da vi efter 40 minutter, blev nødt til at vente til næste omgang signering, da hun skulle interviewes på scenen henne ved Lindhardt og Ringhof. Hun var dog rigtig sød og meget ærgerlig over, at hun ikke kunne nå os alle ved Arnold Busck, så hun brugte også lidt ekstra tid på de der havde ventet lang tid.

Når alt kommer til alt, var det en virkelig god dag, med masser af nye bogkøb, signering af bøger og finde inspiration til bøger, som vi gerne vil læse i fremtiden. Vi fik mødt en masse mennesker, heriblandt forfattere, medarbejdere fra forskellige forlag, andre bloggere og nogle bekendte hjemmefra. Vi skal helt sikkert afsted næste år – måske hvor vi kan få hele udbyttet med alle tre dage, så vi har bedre tid til at nyde det hele.


s











s

amAM DUOSkrevet af Marie Lorentzen og Anne Mette Bach Jeppesen

 


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code