Bogforum 2021

Kenneth Bøgh Andersen læser op fra sin nyeste bog “Frankenstein Genfortalt”

Tak til Bogforum for pressebilletter. 

Efter et aflyst år, så var BogForum endelig tilbage på programmet, og vi glædede os som små børn til jul.

s

s

Skrevet af Ida Marie Mortensen og Clara Juul

5. til 7. november var der BogForum i Bella Centret som vanligt, og vi var to afsted fra De Unges Ord for at nyde bogmessen, dens mange foredrag og muligheden for at møde forskellige forfattere og fagfolk. Vi var der i tre dage med et ret heftigt program, hvor de mange forskellige scener og foredrag var blevet kategoriseret i et Excel ark, for bedst at kunne overskue messen.

Det måske allerbedste ved BogForum i 2021 var, at de har fået så meget mere plads. Man kunne godt mærke, at der var kommet mere luft mellem boderne og der var mere gangareal så man nemmere kunne bevæge sig frit. Det var en kæmpe optur i forhold til de tidligere års messer, hvor man godt kunne risikere at stå som sild i en tønde. I år var der også mange flere scener, som havde fået deres private rum, så både lyden og atmosfæren var markant bedre, og det var meget nemmere at høre foredragene. Ydermere var der også gjort mere plads til, at man kunne sidde ned og spise egen frokost, end at skulle købe mad derinde.

Ida

På førstedagen ankom jeg kl. 10 for at få mest muligt ud af messen, men jeg måtte lige bruge en time på bare at gå rundt på messen og danne mig et overblik, for i og med at de havde udvidet Bella Centret, så var der også flere haller, man nu skulle forstå, hvordan de lå i forhold til hinanden. Så den første time gik bare på at finde rundt og danne mig et indtryk. Heldigvis lignede meget stadig det samme, så da jeg kom ind i Hal C (hvor bl.a. Politikens Forlag og Gyldendal holdt til), var det meget nemmere at finde rundt.

Med over 300 forfattere på programmet, var det ret hektisk at holde styr på, hvem man gerne ville se hvornår, men heldigvis var det stadig muligt at få det trykte program, både hos Bog&Ide og på messen. I mit private program havde jeg noteret ”Der diskuteres horror og det groteske” på Litteraturscenen, ”Hvordan gør man satire ond og reaktionær” og ”Superhelte Quiz med Marvel Morten og Kim Helt” begge på Comics Scenen om fredagen. Alle nogle helt fantastiske foredrag, hvor jeg ind i mellem foredragene faldt i snak med forskellige forfattere og standejere om deres bøger og forfatterskab. Herunder fik jeg mig en fantastisk snak med Kit Flensted, der gav et imponerende uddybende oplæg til mig om Ib Antoni, en af Danmarks glemte kulturskatte og Turbines nye bog ‘Manden der tegnede Danmark’. Noget af det absolut bedste ved BogForum er at møde så passionerede mennesker og høre om de ting, de brænder for. Jeg var ligeledes så heldig at få signeret to bøger af Stine Spedsbjerg fra StineStregen, som holdt et fantastisk oplæg tidligere på dagen.

På andendagen var jeg der igen omkring kl. 10 for at sikre mig en god plads til foredraget med Esad Ribic, en tegner fra Marvel, som holdt oplæg på Comics Scenen. Udover dette foredrag havde jeg noteret mig et foredrag med Tom Buk-Swienty som er aktuel med ‘Undervejs – Dronning Margrethe fortæller til Tom Buk-Swienty’, hvor han gav os en indsigt i at arbejde med Dronning Margrethe 2. og hele tilblivelsen af bogen om hendes formative år, samt Anders Matthesen hvor vi fik lov til at opleve Danmarks nye Guru på tæt hold og meditere med en kugle Ferrero Roche i hånden. Jeg synes, det er fantastisk, hvor alsidigt programmet kan være på BogForum, så der virkelig er noget for alle. Sidst på dagen var vi forbi Gutkinds stand, hvor vi fik en ”BogForum overlevelsespakke”, som indeholdt slik, iste, håndsprit og Gutkinds program for deres næste år. Noget som virkelig var tiltrængt!

På tredjedagen var benene noget tungere, ryggen gjorde lidt mere ondt af at slæbe bøger, men humøret var stadig højt. Den dag var programmet noget kortere og jeg oplevede Lars Thiesgaard fortælle om at være lydbogsindlæser, samt Mike og Patty Pereza, et ægtepar, fortælle om at være tegnere for Disney i næsten 40 år. I anledningen af at have fået tegnere fra Disney til Danmark havde galleriet Disneyana+ fra Randers en kæmpe stand, hvor man kunne opleve originale Disney tegninger og figurere. Hvor jeg de andre dage var der fra 10 til 17, var den her dag noget afkortet, da jeg skulle nå med et tog hjem, men ikke desto mindre var det helt fantastisk at være på BogForum igen.

Clara

Jeg brugte det meste af søndagen ved temascenen, som var en ny scene i år. Her var halve dage dedikeret til bestemte genre og emner, bl.a. var søndag formiddag centreret omkring køn og eftermiddagens oplæg omhandlede feminisme og YA. Det var utroligt spændende at få et indblik i forskellige forfatteres tanker omkring de samme emner. Det var nogle lange, men super gode dage fuldt pakket med spændende oplæg og selvfølgelig masser af bøger. Vi glæder os allerede til næste år!

Alt i alt var det nogle fantastiske dage, og vi glæder os utroligt meget til næste års BogForum. Det kan kun blive godt!

s

Skrevet af Ida Marie Mortensen og Clara Juul

 


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code