Tak til Flamingo for anmeldereksemplaret
Resumé
Alyssa og Louie har været bedste venner siden den dag, hvor Alyssa tilbød at betale for hans dagligvarer. Men deres venskab ender med at udvikle sig, og de bliver hovedkluns forelsket i hinanden. Louie bærer dog rundt på nogle ar og en hård fortid, som stadig præger ham meget. Alyssa ønsker at hjælpe ham, men Louie er samtidig bange for at trække hende med ned i hans mørke.
Anmeldelse
Jeg var faktisk en anelse nervøs og spændt på at læse ’Brændt’, efter den oplevelse jeg havde med ’Åndeløs’, men det viste sig, at jeg ikke havde noget at bekymre mig om. Det der også fik mig til at fortsætte ved Brittainy C. Cherrys første bog, var også først og fremmest hendes skrivestil, som jeg var meget begejstret for.
Bogen er nemlig bygget op på den måde, at kapitlerne er korte og lækre at læse grundet den korte længde, og så samtidig skrifter vi synsvinkel, så man på den måde, får større indsigt i hovedkarakterernes tankegang. Her i ’Brændt’ var det rigtig fedt, da jeg så samtidig blev klogere på Louie og på den måde, kom til at holde meget af ham.
Alyssa vandt også hurtig ind på mig med hendes godhed og rene hjerte. På nogle områder beundrer jeg hende virkelig, og det fik mig i hvert fald selv til at tænke på, de små ting man kan gøre for hinanden. Jeg bliver også nødt til at nævne, at jeg er ret så vild med forsideillustrationen, som bare er rigtig lækker at se på.
Det er virkelig fedt, at der bliver bragt så tunge emner på bordet, da det også er med til at bogen bliver mere mindeværdig og derfor følte jeg også, at den ramte mig hårdere. Jeg er i hvert fald sikker på, at jeg skal læse de andre to bøger i denne serie, som jeg nu er endnu mere spændt på at læse.
Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen