Genre: Action, science fiktion
Skuespillere: Hailee Steinfeld, John Cena og Pamela Adlon
Spilletid: 1 time og 54 minutter
Filmselskab: 20th Century Fox
Udgivelsesdato: 20. maj 2019
Tak til 20th Century Fox for anmeldereksemplaret.

Resumé
Da Cybertron falder, bliver Bumblebee sendt afsted for at redde jorden af Optimus Prime og det bliver starten på hans rejse til at blive en helt. Den unge Charlie finder den kamphærgerede Bumblebee, der er forklædt som en bil og giver sig til at reparere den. Da Decepticons jagter overlevende Autobots, går Charlie og Bumblebee sammen for at redde jorden.
Anmeldelse
Jeg troede egentlig, at jeg var færdig med ’Transformers’ verdenen, men jeg fik lige et par brikker mere til puslespillet, da jeg fik historien om Bumblebee. Den har altid manglet lidt i de andre ’Transformers’ film, så jeg synes faktisk, at det er fint nok, at de har fortsat med at lave film, da man manglede denne historie.
Man får blandt andet historien om, hvordan Bumblebee mister sin stemme, og hvordan han finder frem til at få sig en stemme, hvilket også har noget at gøre med Charlie. Det kan stadig forbløffe mig, hvor menneskelig Bumblebee føles, på trods af at han er en robot. Jeg har i hvert fald holdt med ham og af ham helt fra starten.
Der er også en god portion humor til stede i filmen, fordi Bumblebee er lidt af en klovn, og blandt andet ikke rigtig har styr på sin størrelse, når han går ind i huse. Han fik mig i hvert fald til at grine så meget, at tårerne trillede ned af kinderne.
Charlie har også sit at sås med, og hun føler sig utrolig alene efter at hendes mor har fået en ny kæreste, og de har fået et barn sammen. Hun slås lidt med følelsen af at være efterladt og glemt, og det fik mig hurtigt til at forbinde mig med hende, fordi jeg syntes, at det ar synd for hende.
’Bumblebee’ indeholdt alt det, jeg havde savnet fra ’Transformers’ verdenen, og jeg ved også, at hvis der kommer flere, vil jeg helt sikkert også se dem. Jeg synes bare, at de kan noget helt særligt, og samtidig giver det nogle associationer til, hvilken fremtid vi kan være på vej ind i med robotter, selvom det her dog er noget mere avanceret, end det der nok kommer i min levetid. Er du fan af ’Transformers’ og elsker du Bumblebee, er det her et must see.
Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen