“Caldera 1 – Profetiens kald” af Mette Bundgaard Laursen

Profetiens kald

Original titel: Profetiens kald
Serie: Caldera
Forfatter: Mette Bundgaard Laursen
Forlag: Facet
Genre: Science fiction, serie, ungdomsbog
Sider: 293
Udgivelsesdato: 12. maj 2014

5,5 DUO


 

 

Jeg er egentlig ikke så meget til Science fiction, så jeg havde få forventninger til ’Profetiens kald’. Da jeg vendte sidste side, var jeg virkelig glad for at have givet den en chance, og kunne næsten ikke vente med at læse den næste!

streg

Resumé

Kate er netop vendt tilbage til gymnasium efter sommerferien, og første dag begynder Noah i hendes klasse. Hvad hun ikke ved, er at han er en prins fra en fremmed galakse, og hun er blevet udset til at blive hans udkårne og redde hans verden. Men Kate kan slet ikke lide Noah, og Noah må indse, at det er noget svære at vinde Kates hjerte, end han troede. Med kun et år som deadline, får han travlt.

streg

Anmeldelse

Hold da op, sikke en helt igennem fantastisk bog, og ikke mindst univers! Jeg læste ’Profetiens kald’ på en dag, hvis man kan kalde det dét, når man ikke går i seng, før man er færdig med den. I dette tilfælde blev klokken fire om natten, da jeg vendte sidste side, da jeg slet ikke kunne lægge den fra mig. Flere gange sagde jeg til mig selv, at jeg skulle stoppe efter næste kapitel, og før jeg vidste af det, var klokken fire og jeg havde læst den færdig.

Forfatteren, Mette Bundgaard Laursen, formåede med stor succes at holde mig fanget fra side 1, da jeg slet ikke var i stand til at stoppe på noget tidspunkt. Sproget er letlæst og velskrevet, og selvom jeg er ny indenfor Science fiction, havde hun sørget for, at beskrive alt, så selv jeg kunne forstå det. Jeg blev af samme grund også præsenteret for et helt nyt univers, som jeg virkelig synes er spændende og interessant!

Forsideillustrationen på ’Profetiens kald’ er lavet med flotte farver og detaljer, som passer rigtig godt til indholdet i bogen. En ting, som jeg også var stor fan af, var de korte kapitler, for det gjorde bogen meget let og fik mig til at læse den hurtigere. Jeg kan også rigtig godt lide Kate, som er hovedpersonen, og hende vi ser verdenen igennem. Hun er en pige, som på trods af, at hun er lidt indelukket og holder sig for sig selv, har masser at byde på, og en personlighed, som jeg hurtig begyndte at elske.

Handlingen i ’Profetiens kald’ foregår i Danmark, og det synes jeg, var rigtig fedt. Kate er jo bare en almindelig teenagerpige, som går på et gymnasium, og går og slås med de hverdagsproblemstillinger, som de fleste unge render rundt med. Jeg kan i hvert fald genkende mig selv i mange af de tanker, som hun går rundt med. Hun er dog til tider meget fordomsfuld, men det påvirkede mig ikke så meget. Historien virkede ægte på trods af at der er noget overnaturligt med ind over, men det virkede aldrig plat og hang altid godt sammen.

Jeg glæder mig helt vildt til at læse den næste bog i ’Caldera’-serien, og den står da også lige nu og venter på mig. Jeg kan desuden varmt anbefale alle at få læst ’Profetiens kald’ som byder på masser af humor, gode venskaber og en kærlighedshistorie, som jeg synes, var af virkelig høj kvalitet og var meget ægte. Mit råd er: Giv bogen en chance, selv hvis du ikke er til Science fiction – du vil ikke fortryde det.

streg

AM DUO

Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code