“Caldera 2 – Skyggernes spil” af Mette Bundgaard Laursen

Skyggernes spil

Original titel: Skyggernes spil
Serie: Caldera
Forfatter: Mette Bundgaard Laursen
Forlag: Facet
Genre: Science fiction, serie, ungdomsbog
Sider: 293
Udgivelsesdato: 12. maj 2014

5,5 DUO


 

 

Jeg var opslugt og helt væk i ’Skyggernes spil’, som er anden bog i ’Caldera’-triologien, og selvom jeg brugte flere dage på at læse den, var den ligeså god som den første

streg

Resumé

Kate har besluttet sig for at tage med Noah til Caldera. Der er nemlig en profeti, der siger, at det er hende der har kræften, til at fordrive den onde Naphal og skabe fred i galaksen. Hun begynder derfor sin hårde træning, så hun kan leve op til galaksens forventninger. Men på trods af den hårde træning, er det som om, at superkræfterne ikke vil indfinde sig, og hun er ved at opgive alting, da Naphal pludselig kidnapper hende.

streg

Anmeldelse

Jeg er endnu engang slået bagud over denne helt igennem hjertevarme og fantastiske historie, som bare har så meget at byde på! Kate kommer på sin første rejse gennem rummet og til Noahs galakse, og finder ud af, at hans verden ikke er så anderledes fra hendes egen, hvilket skuffer hende dybt! Jeg er blevet om muligt endnu gladere for Kate, som bare er en pige, som sagtens tør være ærlig, sige sin mening og vigtigst af alt, være sig selv.

Her i ’Skyggernes spil’ blev jeg taget på rejsen ud i rummet, og fik stiftet bekendtskab med den galakse, som meget af handlingen er centreret omkring. Jeg var meget imponeret, hvordan alting ligesom blev forklaret og beskrevet, så det kunne fremstå som en del af virkeligheden, og ingenting var overladt til tilfældigheder. Det gjorde også, at det endnu engang var meget nemt, at leve sig ind i historien, og jeg følte mig derfor også en del af handlingen, fordi alting var tegnet så skarpt op.

Da vi kommer til en helt ny verden, er der også en masse nye ting og ikke mindst karaktere, der skal præsenteres. Mette Bundgaard Laursen havde formået at gøre den proces så let, at bare ved at få detaljerne, så havde jeg et klart billede af den nye ting, som var blevet en del af handlingen. I ’Skyggernes spil’ er der også mange forskellige miljøer og kulturer, som også var sat sammen, så det gav mening. Det var generelt meget let, at se situationen eller stedet for sig, fordi sproget er så velskrevet og let at forstå.

Uden forhåbentlig at afsløre for meget, kan jeg fortælle, at Kates følelser og dét hun går igennem, er beskrevet så godt, at det påvirkede mig ligeså meget som hende i den givne situation, og det var svært at holde grinet tilbage, når hun lo, eller holde tårerne i skak, når hun græd. Forsiden til ’Skyggernes spil’ passer også sammen med den første, og jeg synes virkelig de er flotte! Jeg er rigtig spændt på at se, hvor denne historie ender, og glæder mig bare til at læse den sidste bog!

streg

AM DUO

Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code