“Coraline – Illustreret udgave” af Neil Gaiman og Aurélie Neyret

Originaltitel: Coraline
Forfatter: Neil Gaiman
Forlag: Gyldendal
Genre: Gyser, eventyr
Sider: 176
Udgivelsesdato: 27. september 2021

 

 

 


Tak til Gyldendal for anmeldereksemplaret.

Træd tilbage ind i Neil Gaimans fantastiske univers med Coraline i denne nye illustrerede udgave..

streg

Bagsidetekst

Coraline og hendes forældre er lige flyttet ind i et gammelt, mystisk hus. En dag beslutter hun sig for at gå på opdagelse… Bag en dør finder hun først en væg af mursten og siden en fantastisk og dragende verden, som minder mærkværdigt meget om Coralines egen.

streg

Anmeldelse

Fortællingen om Coraline er blevet fortalt og illustreret et utal af gange, og hver gang er det fantastisk at se hvordan hele universet kommer til live. Jeg ejer flere udgaver af Neil Gaimans ’Coraline’. Både den oprindelig bog, den grafiske novelle, Henry Selicks filmatisering og nu Aurélie Neyrets illustration. Og uanset hvilken udgave det er jeg åbner op for, så bliver jeg lige begejstret og spændt på den verden som møder mig. Som Neil Gaiman selv sagde ”Børn læser historien som et eventyr, mens voksne oplever den som et mareridt”. Jeg må stadig være et barn indeni.

 

Historien har ikke ændret sig, så det er ikke umiddelbart den der bliver anmeldt på, det snarere hele bogen som et samlet værk. Selve bogen er forholdsvis stor, har smukke tykke sider, hvor der er god plads til både illustrationer og leg med ordopsætningen. Der er over 30 illustrationer i bogen af Aurélie Neyret, som rangerer fra fulde sider til små knappeøjne eller rotter som giver en fantastisk stemning og fornemmelse af det univers vi befinder os i.


Som Aurélie Neyret selv beskriver til slut i bogen, hvor man på to sider kan læse om hans overvejelser om Coralines udseende, så blev hans illustration af Coraline til under nedlukningen i foråret 2020. Hans Coraline blev til i en verden på pause, mellem indespærring og drømmen om naturen. Dette synes jeg er en helt fænomenal tankegang og som tydeligt kommer til udtryk i hans illustrationer. Hvor andre udgaver enten har haft fokus på det mondæne i en hverdag eller det overnaturlige/gyselige, så har denne udgave mere fokus på naturen. Coraline forekommer også næsten som et spøgelse, hvilket er en fantastisk måde at illustrerer hende på.

 

Man kunne blive ved med at rose den nye udgave af ’Coraline’, men man skal vel stoppe mens legen er god. Historien om at finde en hemmelig dør i sit hus er lige så nervepirrende og spændende som den var for 10 år siden, og intet kan nogensinde tage Neil Gaimans fantastiske historie ned fra den piedestal den står på. Aurélie Neyrets illustrationer passer på sin helt egen måde perfekt ind i universet og giver os en smuk udvidelse af historien om Coraline. Bogen får 6 ud af 6 stjerner.

 

streg

Skrevet af Ida Marie Mortensen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *