“Crazy Rich Asians” på Blu-ray

crazy rich asians

Originaltitel: Crazy Rich Asians
Genre: Komedie
Skuespillere: Constance Wu, Henry Golding og Michelle Yeoh

Spilletid: 2 timer
Filmselskab: 20th Century Fox
Udgivelsesdato: 7. februar 2019
DUO stjerner III

 

 

 

 

Tak til 20th Century Fox for anmeldereksemplaret.

’Crazy Rich Asians’ viste sig at være en skøn komedie, som overraskede mig positivt, og er helt klart en film, jeg kommer til at se igen. Nu er jeg blevet nysgerrig på at få hele historien, da filmen er baseret på en bog.

streg

Resumé

Rachel og Nick er forelsket og nyder deres kærlighed i New York. Da Nicks bedsteven skal giftes, giver det anledning til, at Rachel kan møde hans familie, da brylluppet skal finde sted i Singapore, som Nick kommer fra. Men Nick har ikke fortalt Rachel, hvem og hvordan hans familie er, så der venter sig en stor overraskelse for hende.

streg

Anmeldelse

Da jeg først så traileren til ’Crazy Rich Asians’ så den lidt skør ud, men jo flere gange jeg så den, jo mere fanget blev jeg faktisk af den, og derfor besluttede jeg mig også for, at jeg blev nødt til at se den, for at se, hvad det var for en film. Jeg er helt vild med, at den er så meget sin egen, i den forstand at jeg ikke kan mindes, at have set noget lignende, og derfor var den ret forfriskende.

Jeg endte med både at blive forelsket i historien og holde af personerne, og derfor ved jeg også, at jeg kommer til at se filmen igen. Da jeg fandt ud af, at filmen var baseret på en bog, fik jeg straks lyst til at dykke længere ned i historien, så den skal jeg helt sikkert have læst.

Det er nogle ekstremt dygtige skuespillere, der er blevet castet til filmen, og mange af dem tror jeg ikke, at jeg har set i andre film, men de gør det vanvittig godt og løfter filmen. Jeg kan gode lide, at der er både humor og alvor til stede, da den bliver mindre overfladisk på den måde, da der virkelig er nogle vilde scener indimellem.

’Crazy Rich Asians’ handler først og fremmest om kærlighed og familie, og hvordan der kan være krav i familien, til den kæreste man får. Der er flere morsomme og akavede scener, men det fik mig kun til at holde endnu mere af Rachel, der forsøger ihærdigt at gøre et godt indtryk på Nicks familie. Trænger du til en anderledes komedie, hvor kærlighed og familie er i højsædet, er dette et godt bud.

streg

AM DUO

Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code