“De dør begge tilsidst” af Adam Silvera

de dør begge

Titel: They both die at the end
Forfatter: Adam Silvera Pettersen
Oversat af: Betty Frank Simonsen
Genre: Young adult
Forlag: Gyldendal
Sider: 320
Udgivelsesdato: 9. november 2017

DUO stjerner 4

 

 

 

 

Tak til Gyldendal for anmeldereksemplaret.

En mangfoldig bog med interessante karakterer og store spørgsmål – jeg kan kun anbefale ’De dør begge til sidst’!

s

Resumé

’De dør begge til sidst’ finder sted i en verden, der ligner vores til forveksling, men med en væsentlig forskel: Man bliver ringet op på dagen, hvor man skal dø, og får at vide, at man kun har en enkelt dag tilbage. Dette er præcis, hvad der sker for både Mateo og Rufus. Gennem ’Sidste Ven’-appen, som er en mulighed for, at finde en ven til at gå igennem sin sidste dag med, lærer de to drenge hinanden at kende. De har nu under firetyve timer tilbage at leve i. Hvad gør man på den dag, man skal dø? Uret tikker. 

s

Anmeldelse

Dette er en af de sjældne bøger, der fangede mig fra side nummer et. Jeg var interesseret, da jeg læste, hvad den handlede om, men jeg havde ikke forventet, at det ville blive en bog, jeg ikke kunne lægge fra mig. Bogen starter ud med, at Mateo får at vide, at han skal dø. Det er bogstaveligt talt den første sætning (udover forordet) i bogen. Det lægger lidt stilen for, at dette er en bog med et meget hurtigt handlingsforløb – der er ikke noget sted i bogen, hvor der ikke sker noget. Den foregår over et enkelt døgn, hvor de to karakterer har deres sidste chance for at leve, og derfor går ikke et sekund af dagen – og dermed ikke en side af bogen – til spilde.

Der er flere karakterer, vi følger, men hovedhistorien fokuserer på Mateo og Rufus. Mateo er den stille fyr, der spiller computerspil, har få venner og knap forlader sin lejlighed, og Rufus er den udadgående, ligetil, seje type, der cykler rundt i New York med sine venner fra gruppehjemmet ”Pluto”. Altså, er de hinandens modsætninger. Hvis jeg havde vidst det før, jeg begyndte på bogen, ville jeg have haft en forventning om, at det ville blive lidt en kliché og ikke rigtigt fungere. Men det gør det faktisk – rigtig godt, endda. De er hinandens kontraster, hvilket giver historien bredde og variation. Man ser handlingen fra to vidt forskellige perspektiver, og det giver virkelig en god effekt, især fordi kapitlerne er skrevet fra Mateos, Rufus’ og af og til et par andre karakterers synsvinkler. Dette er også med til at give handlingen endnu mere tempo, fordi de forskellige parallelle handlingsspor krydser ind over hinanden, og vi får ting at vide i et kapitel, der har indflydelse i et andet og så videre. Der er en masse spænding, hvilket passer underligt godt sammen med de temaer, som bogen har med.

Dette er en bog, der handler meget om døden – altså, de to hovedpersoner har ikke engang et døgn tilbage at leve i! Det gøres endnu mere alvorligt ved, at Mateos far ligger i koma og hans mor er død, mens Rufus’ familie blev dræbt i en ulykke fire måneder før, historien finder sted. Det vil altså sige, at der tales rigtig meget om døden. Jeg havde forventet, at det ville være tilfældet, men jeg havde alligevel ikke forudset, at det ville være så voldsomt. Det er især i den første halvdel af bogen, at de taler om det, og der syntes jeg, at det var lidt for meget. Forstå mig ret – man kan jo ikke komme udenom, at døden er en stor del af denne bog, men måske er det alligevel at gå lidt for langt, at også Rufus’ familie er død, Mateos far er i koma og hans mor også er gået bort. Effekten er, at i stedet for, at vi kan fokusere på Rufus og Mateo, deres tanker om livet og døden, kommer vi nu til at skulle navigere rundt i flere forskellige slags tab, flere forskellige slags sorg, og alle de måder, deres sidste dag også er påvirket af alt det, der er sket før historien går i gang. Det, der er ret fascinerende ved måden, denne her bog er udtænkt på er jo tanken om, hvad man gør, når man har firetyve timer tilbage at leve i, men det drukner en smule i alt det, der handler om de tragedier, drengene begge har set i øjnene. Selvom det også er et spændende emne, så tror jeg de ville gøre sig bedst i hver sin fortælling.

Dette er en bog, der handler meget om døden – altså, de to hovedpersoner har ikke engang et døgn tilbage at leve i! Det gøres endnu mere alvorligt ved, at Mateos far ligger i koma og hans mor er død, mens Rufus’ familie blev dræbt i en ulykke fire måneder før, historien finder sted. Det vil altså sige, at der tales rigtig meget om døden. Jeg havde forventet, at det ville være tilfældet, men jeg havde alligevel ikke forudset, at det ville være så voldsomt. Det er især i den første halvdel af bogen, at de taler om det, og der syntes jeg, at det var lidt for meget. Forstå mig ret – man kan jo ikke komme udenom, at døden er en stor del af denne bog, men måske er det alligevel at gå lidt for langt, at også Rufus’ familie er død, Mateos far er i koma og hans mor også er gået bort. Effekten er, at i stedet for, at vi kan fokusere på Rufus og Mateo, deres tanker om livet og døden, kommer vi nu til at skulle navigere rundt i flere forskellige slags tab, flere forskellige slags sorg, og alle de måder, deres sidste dag også er påvirket af alt det, der er sket før historien går i gang. Det, der er ret fascinerende ved måden, denne her bog er udtænkt på er jo tanken om, hvad man gør, når man har firetyve timer tilbage at leve i, men det drukner en smule i alt det, der handler om de tragedier, drengene begge har set i øjnene. Selvom det også er et spændende emne, så tror jeg de ville gøre sig bedst i hver sin fortælling.

Noget, jeg rigtig godt kan lide ved bogen, er, hvordan den er skrevet. Den er både generelt skrevet og oversat godt, men det særlige er, at stilen skifter fra synsvinkel til synsvinkel. Det vil altså sige, at den karakter, vi læser kapitlet fra, har sin egen stemme, og det fungerer rigtigt godt, både fordi man på den måde aldrig glemmer, hvilken person det er, der ”har” kapitlet, men også fordi det siger rigtig meget om karaktererne og deres tanker og væremåde. For eksempel bliver der brugt meget slang i Rufus kapitler, og Mateos er meget forklarende med mange tanker og overvejelser. Det giver bogen et ekstra twist, og det virker virkelig godt.

Jeg kan kun anbefale ’De dør begge til sidst’ – selvom jeg synes, at den til tider er meget voldsomt tragisk, så var jeg rigtig glad for at læse den, og den var alt for hurtigt slut. Ideen til historien er virkelig original og interessant, og dertil kommer det, at det er en enormt mangfoldig bog, der udover at handle om, tja, at dø til sidst, også handler om seksualitet, venskab og kærlighed.

s

Skrevet af Frida Toudal


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code