“De udødelige” af Chloe Benjamin

De udødelige

Titel: The Immortalists
Forfatter: Chloe Benjamin
Oversat af: Agnete Dorph Stjernfelt
Genre: Skønlitteratur
Sider: 342
F
orlag: Politikens forlag
Udgivelsesdato: 28. februar 2019

DUO stjerner 4

 

 

 

Tak til Politikens forlag for anmeldereksemplaret.

Handlingen i ’De Udødelige’ blæser én bagover – på den gode måde.

s

Resumé

I sommeren 1969 besøger de fire Gold-søskende en spåkone, der kan fortælle dem den dato, deres liv vil ende. Fra denne dag spredes deres historier ud fra familiens hjem i New York til San Fransisco, Las Vegas og andre dele af USA. Og som deres liv tager form, viser det sig, hvordan den sommerdag i 1969 præger de valg, hver af de fire må tage igennem deres liv. Deres historier fortælles i hver deres del af bogen, og fletter sig sammen, som de dukker op og forsvinder ud af hinandens liv. ’De Udødelige’ er en bog om familie, skæbne, valg, og er næsten også historisk fiktion over det seneste halve århundrede.

s

Anmeldelse

’De Udødelige’ faldt meget langt fra, hvad jeg havde forestillet mig, den ville være. Det er en bog af en rimelig størrelse, og alligevel indeholdt den to gange mere, end jeg nogensinde kunne have forventet. Jeg havde set frem til en bog præget af mystik og magisk realisme, men fik i stedet en familiesaga om, hvordan og hvorfor et liv udfolder sig, som det gør. ’De Udødelige’ er både en bog, der fortæller om meget specielle mennesker og tragiske skæbner, men rammer samtidigt noget, der føles meget menneskeligt og genkendeligt.

I ’De Udødelige’ følger vi de fire søskende: Simon, Klara, Daniel og Varya. De har hver især et afsnit af bogen på lidt under 100 sider. Jeg vil dog sige, at selvom karaktererne har nogenlunde lige meget plads at udfolde sig på, er der nogen, vi lærer bedre at kende end andre. Jeg synes at Simon og Varya er enormt interessante karakterer, der føles meget ægte og menneskelige. De har flere dimensioner, der skinner stærkt igennem, til trods for den forholdsvis lille mængde sider, de er givet.

Klaras karakter virker mere forceret; hun er klart den mest særprægede karakter af de fire. Netop dette gør hende også en smule mere kunstig end de andre. Selvom hun også har scener, hvor hun virker rimeligt autentisk, synes jeg generelt, at hendes karakter bliver for uvirkelig. Det virker som, at hun er skabt som en karakter, der skal være mærkelig eller overraskende; hvilket, sjovt nok, giver hende et lidt kliche-agtigt udtryk. Daniels karakter var heller ikke én, jeg specielt syntes om. Fordi hans udvikling var blevet pakket sammen til et lille afsnit, var det svært helt at blive klog på hans karakter. Det medførte, at nogle af hans handlinger ikke helt passede med hans person, fordi man ikke kan nå at se den udvikling, han gennemgår, over det korte stykke, hvor hans historie beskrives.

’De Udødelige’ er en bog, der baserer sig meget på karakterernes udvikling, men det hele tager afsæt i den dag, de får at vide, hvornår de skal dø. Dette udgangspunkt giver en meget klar definition af, hvilke emner bogen kommer til at beskæftige sig med. På denne måde er man som læser fra starten af klar over, at der i denne roman stilles store spørgsmål, hvilket gør den mere overskuelig. Selvom det er meget store emner, bogen tager fat i, synes jeg derfor, at Chloe Benjamin kommer rigtig godt i mål med dette. De fire karakterer har forskellige overvejelser, og bogen lægger også op til refleksion hos læseren. Samtidigt sker der også rigtigt meget i handlingen. At bogen er delt op i afsnit, der følger hver af de fire søskende, kapper måske lidt for meget af personbeskrivelserne af, men det sammenfatter også handlingen så meget, at der hele tiden sker noget. Det koncentrerede plot sammenlagt med det eksistentielle tema giver en meget intens roman. Den indeholder, kort sagt, fire livshistorier, der udfolder sig over et helt kontinent og et halvt århundrede; det er en stor mundfuld på under 350 sider.

Selvom bogen indeholder rigtigt meget i forhold til, hvor få sider den egentlig har, så synes jeg ikke, at den er for ambitiøs. Chloe Benjamin får formidlet et stort spørgsmål om, hvad der definerer måden, mennesker vælger at leve deres liv på, samtidigt med, at hun fortæller en følelsesladet og medrivende historie. Man sidder tilbage med følelsen af, at man har været en del af Gold-familien, og det er svært at give slip på handlingen. ’De Udødelige’ er en bog, der bliver med en, et godt stykke tid efter, man har vendt sidste side.

s

Skrevet af Frida Toudal


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code