Tak til 20th Century Fox for anmeldereksemplaret.
Resumé
Da Wade (Deadpool) mister sit livs kærlighed, kan han ikke se nogen grund til at fortsætte med at eksisterer. Efter utallige selvmordsforsøg bliver han samlet op af ’X-men’, som tager ham til sig, men efter en mislykket mission, hvor de skal få kontrol over en ustyrlig teenagermutant, bliver han skrottet af ’X-men’ og bliver fængslet i et fængsel for mutanter sammen med den ustyrlige mutantdreng. Da en mutant fra fremtiden sprænger sig vej ind i fængslet for at få ramt på mutantdrengen, beslutter Deadpool sig for, at han vil redde ham og samler et team – men tingene går ikke helt, som han havde planlagt…
Anmeldelse
En af tingene, jeg virkelig lagde mærke til i ’Deadpool 2’, er den filmmusik der bliver brugt i filmen, som bare understreger karakteren Deadpool endnu mere, da det blandt andet bliver brugt under de mere voldsomme scener, hvor Deadpool slår folk ihjel. Det gør scenerne mindre voldsomme, på trods af hvor blodige og brutale de er.
Deadpool står også overfor noget af en udvikling i ’Deadpool 2’, som starter ved at han mister sit livs kærlighed. Da han først har fået hævn, forsøger han at slå sig selv ihjel, da han ikke kan bære at leve uden hende, men eftersom det eksperiment, han var igennem, har transformeret hans krop, er det ikke så let, som det kunne have været. Da det stadig ikke lykkes efter utallige forsøg, opsøger X-men ham, og tager ham med tilbage til deres kompleks.
Jeg kan også godt lide, at selvom filmen har nogle akavede scener, så er der alligevel også en anden mening bag filmen, med at kæmpe for dem, der aldrig har haft nogen til at kæmpe for en. Hvordan det at nogle holder af en, er med til at forme en som person til det bedre. At det så er Deadpool af alle personer, der stiller sig op, til at redde mutantdrengen, gør det bare endnu mere bemærkelsesværdig.
’Deadpool 2’ er en film, jeg allerede ved nu, jeg kommer til at se flere gange, da jeg allerede nu, har set den 2 gange, fordi der sker så meget i nogle af scenerne, så for at være sikker på, at jeg fik det hele med, så jeg den en gang til lige bagefter. Jeg er helt vild med Ryan Reynolds i rollen som Deadpool – han gør det helt fantastisk, og løfter filmen op på et højere niveau! Deadpool afslutter selv med at sige, at familie er vigtig, uanset om det er en man selv vælger, eller om det er ens biologiske familie, og jeg kunne ikke give ham mere ret – en virkelig god slutning på en underholdende film. Og et tip her til sidst – husk at se efterklippene.
Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen