“Delirium” af Lauren Oliver


Titel: Delirium
Serie: Delirium trilogien
Forfatter: Lauren Oliver
Forlag: Politikens Forlag
Sider: 361
Udgivelsesdato: 10. oktober 2012
Oversat af: Lene Ewald Hesel

DUO 6 stjerner

 

 

“Delirium” er første bing i serien om Lena, der lever i et overvågningssamfund, hvor kærlighed er en sygdom. Dette futuristiske samfund minder ikke om noget, jeg har læst før, så det var rigtig spændende.

 

s

Resumé

Lena lever i en verden, hvor det værste, der kan ske, er at blive ramt af sygdommen amor deliria nervosa, i daglig tale kaldet kærlighed. Der findes dog et kirurgisk indgreb, der, i næsten alle tilfælde, fjerner ricikoen for smitte. Lena tæller dagene til, at hun fylder 18 og kan få lavet indgrebet – hun frygter, om hun kunne være inficeret med sygdommen, som hendes mor var.

Tre måneder før sin operation møder Lena drengen Alex. Sammen med Alex åbner der sig en ny verden for Lena – en verden af sjov, af oplevelser, af venskab, uden regler … Og så sker det, som absolut ikke måtte ske – de forelsker sig i hinanden.

Med spærretider, regler om adskillelse af køn, regulatorer, der er klar med knipler og bidske hunde og strenge straffe, der vil skille Lena og Alex ad, er det næsten umuligt for dem at være sammen.

s

Lena, bogens hovedperson, er jeg-fortæller gennem hele historien, og det bidrager til, at man får et rigtig godt indblik i, hvordan hun er. Hun er virkelig en gennemført hoverperson og jeg elskede hende fra første side. Som teenager er kærlighed jo en del af det at vokse, at lære nye ting at kende, og det har samfundet jo taget fra dem.

Udviklingen i Lena fra bare at acceptere, at sådan er tingene jo til at hun indser, hvor meget hele det liv, hun har, er bygget på løgne, er virkelig vellykket. Jeg identificerede mig nemt med hende.

Ideen med et overvågningssamfund er noget, man finder i en hel del bøger lige for tiden, så man kunne måske synes, det blev lidt trivielt i længden, men jeg synes virkelig, det er vellykket i Delirium. Det er de små detaljer som afbrydelser i telefonsamtaler, hvor der bliver tjekket, hvad man snakker om, der virkelig sætter mig ind i, hvordan det må være at leve i sådan et samfund. Det er umuligt at have så meget som én lille hemmelighed.

En ting, der går igennem hele bogen, er Vildmarken. Et sted, som er yderst frygtet af alle indbyggerne, som er glade for det elektriske hegn, der beskytter dem og holder sympatisørerne, som de bliver kaldt, ude. Eller, det er faktisk slet ikke alle, der er glade for det hegn. Flere og flere sympatisører lister sig ind i det ellers så sikre samfund. Og, som Lena også må se i øjnene i løbet af bogen, er hegnet der måske for at holde dem inde og ikke for at holde andre ude.

Alle kapitlerne starter desuden med et citat af en art. En del af dem er fra ”Håndbog i Samfund, Sikkerhed og Sundhed”, som er den bog, hele samfundet er opbygget efter. Citaterne kan også være sange, børneremser eller ”Den Komplette Samling af Farlige Ord og Tanker” – det er ting som lev frit eller dø. Det er en sjov ting, at der lige er de par linjer, som også som regel har med noget, der kommer til at ske i kapitlet, at gøre.

Da jeg blev færdig med bogen, drømte jeg om den. Flere af scenerne i bogen så jeg for mig som på film – jeg håber, den bliver filmatiseret en dag. Afslutningen efterlod mig med bankende hjerte og sammenkrummet mave – jeg var helt blæst væk. Uden at afsløre for meget kan jeg godt sige, at den virkelig kom bag på mig. Jeg kan seriøst ikke vente til, at andet bind kommer ud til februar!

Uddrag af ”Delirium”:

“Noget af det underligste ved livet er, at det bare tøffer videre, blindt og mekanisk, selvom ens private verden – ens egen lille organiserede sfære – tager en voldsom drejning eller måske ligefrem bryder sammen. Den ene dag har man forældre, den næste er man forældreløs. Den ene dag har man et sted og en sti. Den næste er man på herrens mark.

Men solen står stadigvæk op, og skyerne driver hen over himlen, og folk går i forretninger og køber ind, og toiletter skyller ud, og persienner bliver trukket op og ned. Det er dér, man opdater, at det meste af livet – tilværelsens ubarmhjertige maskineri – ikke handler om en selv. Faktisk har det overhovedet ikke noget med én at gøre. Det knokler bare videre, selv efter at man er sprunget ud fra kanten. Selv efter at man er død.”
s

Skrevet af Sofie Peschardt


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code