Resumé
Emma er blevet kastet rundt mellem plejefamilier siden hun var 5 år gammel, uden at finde en familie hun kan kalde sin egen. En aften finder hun pludselig ud af, at hun har en tvillingesøster ved navn Sutton, som ligner Emma på en prik. Emma tager afsted for at møde Sutton, men på det tidspunkt ved hun ikke at hendes søster er død. Pludselig er Emma blevet blandet ind i både Suttons gamle liv, men også jagten efter Suttons morder.
Anmeldelse
Lige så snart jeg kom i gang med ’Den enes død’, kunne jeg slet ikke lægge den fra mig. Jeg blev virkelig nødt til at blive ved med at læse, for at finde ud af hvem der har myrdet Sutton, og fordi det var så specielt at blive lukket ind i en helt anden verden sammen med Emma. En verden, hvor man gennem bogen får mere og mere indtryk af hvem Sutton var, og hvilket liv hun førte, da hun var i live.
’Den enes død’ er fyldt med spænding og mysterier, som jeg er vild med. Jeg sidder og bliver ved med at gætte med Emma og Sutton, og prøver at opfange de små hints, som var det en krimibog. Jeg synes det er utroligt spændende, og glæder mig meget til at læse videre i serien, for at finde ud af hvem der er Suttons morder. Derudover ser jeg frem til at se mere til Emma og Sutton, og hvad der kommer til at ske med deres venner, familie og fyrene i deres liv.
Jeg kan helt sikkert anbefale ’The Lying Game’, hvis man er til en bog fyldt med spænding, venskaber og fjender. Jeg er sikker på at forsættelsen vil bringe en masse nye mysterier med sig, da jeg også vil finde ud af mere og mere ved ”The Games/Til Kanten-spillet”.
Skrevet af Marie Lorentzen
Pingback: “Sandheder og konsekvens” af Sara Shepard | deungesord.dk