“Den sorte enkes by” af Nicole Boyle Rødtnes

den sorte enke

Originaltitel: Den sorte enkes by
Forfatter: Nicole Boyle Rødtnes
Forlag: Alvilda
Genre: Ungdomsbog, dystopi
Sider: 428
Udgivelsesdato: 3. oktober 2019

DUO 6 stjerner

 

 

 

 

Tak til Alvilda for anmeldereksemplaret.

Wow, bare wow! Det var min første tanke, da jeg vendte sidste side, og derefter havde jeg lyst til at give Nicole en stående applaus for at give mig sådan en vild læseoplevelse.

streg

Resumé

I Viduana lever mænd og kvinder opdelt, hvor mænd skal holde sig til den blå del, mens kvinder kan færdes i den røde del. Hvis de bryder de 10 bud, får det alvorlige konsekvenser, da byen er under streng kontrol. I byen bor de tre unge Clara, Silas og Emma. Clara er blevet 18 år, og hun skal nu indgå i Viduanas forplatningsprogram. Silas bor hos mændene som slave, og han ønsker en bedre fremtid, men det kan kun indfries, hvis han stiger i graderne. Da Emmas mor dør, må hun flytte ind hos sin bedstemor, som er Viduanas ubarmhjertige leder. Men Emma gemmer på en hemmelighed, der kan betyde liv eller død for hende.

streg

Anmeldelse

Det var simpelthen så fedt at få sådan en vild læseoplevelse, som jeg fik med ’Den sorte enkes by’. Jeg sad bare tilbage med en wow følelse. Nicole Boyle Rødtnes har skrevet en rigtig pageturner, og jeg kunne slet ikke slippe bogen, da jeg først fik startet på bogen. Det tog mig ingen tid at komme ind i universet, og jeg sad nærmest klistret til siderne og slugte hvert et ord.

Jeg bliver også nødt til at nævne den flotte forside, som Mette fra Breth Design har stået for. Den er så gennemført og passer perfekt til bogen. Universet som Nicole har bygget op er sindssygt godt gennemtænkt, og der er virkelig gået i dybden med detaljerne. Kapitlerne var tilpas lange til, at man kunne nå at få et ordentlig indblik i de tre hovedpersoner, og jeg endte med at holde af dem hver især, mens jeg sad håbede på, at det ville gå dem godt.

Clara er flyttet til pigen som helt lille sammen med sin mor og søster, og hun ved ikke helt, hvad hun mener om den måde, byen er opdelt på, især da det betyder, at hendes lillebror bliver taget fra dem, da han bliver 10 år, fordi han skal være en del af mændenes side fra den alder ifølge de 10 bud. Samtidig er hun kommet i den alder, hvor der stilles krav til, at hun skal begynde at have sex, så hun kan blive gravid, og der kan komme flere børn i byen.

Emma har levet ret isoleret med sin mor, da hun lå for døden, hvor hun har taget sig af hende. Men da hun dør, står hun pludselig i et kæmpe dilemma, fordi hun skal flytte ind hos sin bedstemor, som hun aldrig har haft et forhold til, og som samtidig er en af dem, der regerer byen og har været med til at skabe den. Emma har dog en hemmelighed, som hendes bedstemor ikke må finde ud, ellers kan det betyde døden for hende.

Silas er tilflytter til byen sammen med sin mor, men han har levet for sig selv i mændenes verden, siden han var 10, hvor man bliver betragtet som en mand. Han har en anden hudfarve end de andre, og det har betydet en svær tilpasning, men med tiden har han fundet sig nogle venner. Hans største drøm er at få mere indflydelse i byen, så han forhåbentlig kan være med til at lave nogle ændringer.

Det samfund de vokser op i er meget strengt, og hvis man bryder reglerne, får det store konsekvenser, lige fra piske slag, amputering af fingre, dage i gabestokken eller det, der er værre. Nicole har blandt andet fået inspiration fra ’The Handmaids Tale’, men her er det bare, hvor kvinderne bestemmer reglerne og sidder med den højeste magt.

Jeg var virkelig imponeret, selvom jeg ved, at Nicole er en utrolig dygtig forfatter. Men jeg synes, hun tager sit forfatterskab til et helt andet niveau nu, hvor jeg begynder at sammenligne det med store internationale forfattere, der er kendt for bestsellere, som f.eks. ’Hunger Games’ og ’Divergent’, fordi universet er så godt stykket sammen og bare fungerer! Og samtidig giver det stof til eftertanke om, hvordan man selv ville overleve i sådan et samfund, der er så kønsopdelt.

Jeg er så meget oppe at køre over den her bog, at jeg har svært ved at få armene ned.
Det er fedt, når en forfatter kan sætte gang i så mange tanker hos en, og det er Nicole virkelig eminent til! Jeg kan ikke finde noget ved det, jeg ikke var vild med, andet end jeg ville ønske, at jeg allerede sad med fortsættelsen i hænderne nu, især med den afslutning, hvor jeg sidder tilbage og længes efter at vide, hvad der nu vil ske. Til sidst skal der bare lyde et stående applaus herfra til Nicole Boyle Rødtnes for at skabe et spændende, nervepirrende, interessant, nytænkende og unikt univers, og det er helt klart en bog, jeg vil anbefale til alle – både piger og drenge!

streg

AM DUO

Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code