“Den store chance” af Martin J. Nordkvist

Euroar, Den store chance

Original titel: Den store chance
Forfatter: Martin J. Nordkvist

Genre: Ungdomsbog
Serie: Euroar
Sider: 187

Forlag: People’s Press
Udgivelsesdato: 14. februar 2017

 

 

 

 

Tak til People’s press for anmeldereksemplaret.

Forsideillustrationen på ’EUROAR’ er flot og var også det, der fangede min opmærksomhed i første omgang.
streg

Resumé

Der er audition på Verdens største boyband, og mange drenge forsøger at gøre deres, for at slippe igennem nøglehullet, så de kan få succes og berømmelse. For drengene Noah, Lukas, Oscar, Joey og William er det en kæmpe drøm, og de håber på at være dygtige nok, til at blive udvalgt til bandet. Men for at være med i bandet, er der mange ting, de skal ofre.

streg

Anmeldelse

Jeg havde desværre rigtig svært ved at leve mig ordentlig ind i ’EUROAR’, da flere ting virkede lidt urealistiske for mig. Det kan dog også skyldes, at jeg ikke var en del af målgruppen, den skulle ramme, men jeg syntes ikke rigtig, at den måde at det blev et dilemma, at en af drengene var bøsse, var så troværdig med den hverdag vi har i dag.

Det kan dog selvfølgelig godt være, at det har været et problem, dengang forfatteren selv var med i et boyband, men i dag kan jeg ikke forestille mig, at det ville være et problem. Samtidig synes jeg, at det var ret vildt, at de allerede blev genkendt på gaden, inden de overhovedet havde udgivet en sang. Det virkede lidt utroværdigt med den konkurrence der er i dag, og med alle de kunstnere der er fremme i dag, at de blev genkendt på så kort tid.

Noget jeg dog syntes var interessant, var at få noget insiderscoop i musikbranchen. Det var fedt at lære lidt mere om den branche, og eftersom forfatteren har været i den, kan jeg næsten forestille mig, at det må være baseret på egne erfaringer. Lige den del kunne jeg rigtig godt lide, da det gav bogen lidt troværdighed tilbage.

Bogen indeholder op til flere sange som er skrevet og indspillet af forfatteren, Martin J. Nordkvist, og derudover har man mulighed for at scanne en QR-koder, så man kan høre sangene. Det var en sjov detalje, selvom jeg ikke rigtig kunne leve mig ind i historien. Så er du til boybands, og vil gerne have et større indblik i musikbranchen, er ’EUROAR’ helt sikkert en god mulighed.

streg

AM DUO

Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code