“Dumplin’” af Julie Murphy

Dumplin

Titel: Dumplin’
Forfatter: Julie Murphy
Oversat af: Elisabeth Kiertzner
Genre: Young Adult
Forlag: Høst & Søn
Sider: 360
Udgivelsesdato: 16. juni 2016

DUO stjerner 4

 

 

 

’Dumplin’’ er en ærlig, sjov og underholdende bog, der lever op til sit gode ry.

s

Resumé

Willowdean beskriver sig selv som ”den tykke pige”, men hun har ikke noget imod det – det er jo hende! Lige indtil hun og drengen fra hendes arbejde, Bo, begynder at kysse bag burgerrestauranten, de arbejder på. Det får Will til at føle sig ubehageligt tilpas, selvom hun ikke ved hvorfor. Hun beslutter at melde sig til den skønhedskonkurrence, der har sat deres by på landkortet: Clover Citys Miss Teen Blå Lupin. Hun melder sig ikke til, for at være revolutionær eller noget, hun melder sig til, fordi hvorfor skulle hun ikke? Snart følger flere piger fra hendes skole efter, fordi de heller ikke har følt, at de kunne være med i konkurrencen før nu. Men det er der ikke mange, der forstår, og der er mange, der er imod, at de melder sig til.

s

Anmeldelse

Det har været umuligt at gå på internettet uden at høre om ’Dumplin’’ dit og ’Dumplin’’ dat. Det virker som om, at alle har besluttet sig for, at det er årets store bog. Derfor ville jeg også lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke havde nogen forventninger til den – for internettet har som regel ret! Jeg kunne ikke rigtigt vente med at komme i gang med den, men det tog faktisk lang tid for mig at komme rigtigt ind i historien. Når jeg først læste, var den god, men den blev aldrig rigtigt en af de bøger, der holder mig søvnløs om natten.

Jeg tror, at hovedpersonen Willowdean var en af mine største irritationer i bogen. Jeg synes aldrig rigtigt, at jeg kunne komme overens med hende. Nej, helt ærligt, det er sjældent, at jeg irriterer mig over en hovedperson, men Will kunne virkelig gå mig på nerverne. På mig virker hun egoistisk, stædig og lidt af en diva. Hun har selvfølgelig også sine gode kvaliteter som hendes ubetingede selvtillid og ja, stædighed. Men faktisk synes jeg, at hun var lidt irriterende.

Bogen foregår i Texas, og selvom jeg aldrig har været der, så synes jeg virkelig, at man kunne mærke sådan en ’sydstats-stemning’ i bogen. Jeg synes virkelig, at det er en vellykket beskrivelse af både personer, steder og stemninger, der får det hele til at være så sydstatsagtigt. Det er de små detaljer som er integreret i historien, som for eksempel da Dumplin’ fortæller om, at damerne er meget stolte af deres iste, eller når hun forklarer om måden pigerne i skønhedskonkurrencen klæder sig. Jeg synes, at det er virkelig godt, og det giver også bogen et mere hyggeligt touch.

Ingen ungdomsbog uden en kærlighedshistorie i dag… Sådan kan man godt lidt have det. Næsten ligegyldigt hvilken ungdomsbog du tager ned fra hylden, så kan du være sikker på at finde en kærlighedshistorie i den. Det gør også, at forfatterne skal passe åh-så-godt på, for det er snart svært at skrive om kærlighed uden at virke uoriginal og som en kliché. Men jeg synes faktisk, at Julie Murphy har skrevet en lige tilpas kærlighedshistorie til sin bog. Den virker ægte, og den stjæler ikke spotlightet fra det egentlige tema, nemlig hvordan Willowdean har det med sin krop. Faktisk så synes jeg, at den giver en vinkel på det tema. Will har det nemlig ikke så godt, når Bo, som er Drengen med stort D, rører ved hende, og det er det, der i starten får hende til at overveje at melde sig til skønhedskonkurrencen.

Jeg var rigtig glad for at læse ’Dumplin’’, selvom Willowdean irriterede mig. Det er en bog, med temaer fra nutiden, som jeg tror alle vil kunne relatere til. Jeg kan forestille mig, at det må være svært at skrive sådan en bog, men det er lykkedes rigtig godt for forfatteren Julie Murphy. Den er ærlig, og der bliver ikke snakket udenom, hvilket er noget, som man kan savne i mange andre bøger. Sproget er let at læse, der er ikke så mange filtrede sætninger. Det passer til historien: Enkelt og ærligt. Jeg vil altså sige, at ’Dumplin’’ lever op til det, der bliver sagt om den. Jeg synes måske ikke, at det er en uovervindelig historie, men jeg kan godt forstå, at mange er glade for Julie Murphys humoristiske og hudløst ærlige måde at skrive på. Det er jeg også selv!

s

Skrevet af Frida Toudal


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code