“En chance til” på DVD

En chance til

Titel: En chance til
Genre: Drama, thriller
Spilletid: 1 time og 42 minutter 
Udkom: 28. maj 2015 
Skuespillere: Nikolaj Coster-Waldau og Ulrich Thomsen
Selskab: Nordisk Film

DUO stjerner III

 

 

‘En chance til’ rystede mig i min grundvold. Med tilbageholdt åndedræt så jeg i Susanne Biers nyeste film, hvad forældrerollen sætter mennesker i stand til at gøre.

Resumé

To nybagte forældrepar tilpasser sig rollen som forældre på hver sin vis. Andreas og Anna lever et lykkeligt middelklasse liv med deres lille søn, men som kriminalkommissær stilles Andreas over for et helt andet familiebillede. Da Andreas og hans makker Simon bliver kaldt ud til et husspektakel, møder de junkieparret Tristan og Sanne. I et skab finder de parrets søn, indsmurt i hans egen afføring, men til Andreas’ store frustration har de ikke loven på deres side til at hjælpe barnet. Imidlertid bringer skæbnen Andreas i en situation, hvor han tager et valg, der får uoverskuelige konsekvenser for alle indblandede.

Anmeldelse

Hvad der foregår bag hjemmets fire vægge, ved den udenforstående ikke meget om, for mennesker skjuler problemer for omverdenen. I ‘En chance til’ oplever vi dette på nærmeste hold, hvor der opstilles en skarp kontrast mellem de fejlslagne og de perfekte forældre. Bag overfladen finder vi imidlertid ud af, at mennesker bragt under ulyksalige omstændigheder ikke er immune over for at foretage irrationelle handlinger – og måske slet ikke er så forskellige.

På den måde tager ‘En chance til’ fat i seeren med en intet mindre end sindsoprivende storyline. Med en dyb og ærligt dreven kraft afslører filmen svære sandheder om det at være forælder. Den primære, emotionelle overvældelse fra filmen består i skuespillernes præstation og inderlighed.

For netop inderligheden og det indre følelsesspil afspejler sig så tydeligt i filmens personers handlingsmønstre, ansigtsudtryk og tonefald til nærmest topkarakter. Den bærende hovedrolle spilles af Nikolaj Coster-Waldau på exceptionel vis, hvor desperationen og det enorme pres på hans skuldre gennemstråler og bevæger seeren, så vi forstår ham i selv den mest pressede situation.

Som en absolut katalysator i historien bevæger Maria Bonnevies karakter, Anne, sig inden for et underspillet spændingsfelt, hvor vi ser konflikten eskalere til det ubærlige. Samtidig møder vi også de mislykkede forældre, der på trods af ensidig fremstilling som stofafhængige, voldelige individer skiller sig ud. Specielt May Andersen som Sanne har sine soleøjeblikke, hvor seeren forsvinder ned i hendes kaotiske følelseshav.

For kaosset lurer hos begge familier bag de lukkede døre, hvilket er et emne Susanne Bier udfordrer. Selvom jeg som teenager ikke har begreb om, hvilke udfordringer og følelser en forælder møder, giver thrilleren hjertebankende indblik i en anden tabubelagt verden. For problemer indenfor familien er noget af det mest personlige – og problemerne skal holdes på afstand. Den traditionelle opfattelse af, at man selvfølgelig da skal have børn, gør Bier op med i et specielt fokus på moderskabet. For ikke alle har hverken lyst til eller er egnet til at være mor, hvilket Bier konfronterer lige på og hårdt med sin overvældende iscenesættelse af det at være forældre i ‘En chance til’.

josefine

Skrevet af Josefine Mariendal Huus


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code