“Evnen” af Siri Pettersen

Evnen

Titel: Evna
Forfatter: Siri Pettersen
Serie: Ravneringene Genre: Fantasy    Oversat af: Rolf Stavnem

Sider: 462
Forlag: Høst & Søn
Udgivelsesdato: 8. april 2017

DUO 3

 

 

 

 

Tak til Høst & Søn for anmeldereksemplaret.

Der var flere dele af ’Evnen’ som jeg havde problemer med, men det er stadig en finale på ’Ravneringene’ der er de to andre bøger værdig.

s

Resumé

Hirka er nu kommet til Dreysíl – de blindes verden. Hun kæmper for at passe ind, men stadig er hun anderledes. For evigt fanget mellem tre verdener og tre identiteter. Ikke nok med det, er hun også de blindes bevis på, at Ravneringene atter fungerer. De vil nu kunne rejse til Ymslanda og få, hvad de har manglet i tusind år, lige siden krigen – Evnen. Planen er simpel: De blinde vil udrydde alle ætlinger, og overtage Ymslanda, landet med Evnen. Men Hirkas loyalitet er splittet: Skal hun holde med sin nye familie af blinde eller ætlingerne, som hun er vokset op hos? På hvilken side skal hun være, når det uundgåelige blodbad om Ymslanda finder sted?

s

Anmeldelse

Efter afslutningen på anden bog var jeg meget klar til at gå i gang med ’Evnen’, men da jeg endelig fik fat i den, var der næsten gået et halvt år efter, at jeg havde læst ’Råddenskab’, og lige pludselig var det en stor bog at skulle gå i gang med. Jeg havde fuldstændig glemt hvem der var Garm og hvem der var Graal, og man bliver ikke genintroduceret til karaktererne, så det gælder bare om at hægte sig på historien. Det havde jeg altså lidt svært ved, så jeg må indrømme, at det tog mig et godt stykke tid at komme ind i historien.

Jeg havde virkelig glædet mig til at læse om Hirka igen. I de to første bøger syntes jeg, at hun var en helt vildt god hovedperson, og at det var hende, der trak historien op. I tredje bog derimod… Jeg blev gevaldigt skuffet. Hirka i første bog er overhovedet ikke den samme, som den Hirka vi ser i tredje bog. Selvom jeg gerne vil indrømme, at hun allerede i første bog er puttet op på en piedestal, så er det ingenting sammenlignet med Hirka i ’Evnen’.

Hendes karaktertræk ændrer sig fra anden til tredje bog fra at være menneskelige til at være fuldstændig fejlfri. Lige pludselig symboliserer hun alt det gode, uden at have nogen mangler overhovedet, og det irriterede mig grænseløst. Både fordi hun som karakter ændrer sig, og fordi hun bliver til en virkelig urealistisk karakter. Og jeg er ikke færdig. For mens hun er den ultimative person gennem den første del af bogen, ændrer hun sig drastisk i anden del. Det er så brat, at hun nærmest stod og prædikede om at skåne liv på den ene side, og på næste er hun blevet drabelig, ligeglad og fuldstændig uigenkendelig.

Handlingen i bogen er rigtig god. Der sker virkelig meget også i forhold til, at det er en lang bog, men det synes jeg er rigtigt godt. Selvom der måske er en del af handlingen er lidt irrelevant for selve historien, så er det ikke en bog, som man har lyst til at lægge ned, når man er begyndt på den.

Kapitlerne er delt mellem Rime og Hirka plus nogle få kapitler fra et par af de andre mindre karakterer, og det gør virkelig bogen så meget bedre. Det er nok også årsagen til, at der er så meget handling – når der ikke sker noget i Hirkas verden, så bliver der skiftet over til Rime. Jeg ville måske gerne have set lidt flere kapitler fra Rimes side, så det var lige delt, for der er flest kapitler med Hirka i. Det er sikkert bare systemmennesket i mig, der gerne vil have lige delte kapitler, men det irriterede mig en kende, at Hirka havde tre kapitler i træk, mens vi hørte langt mindre om Rime.

’Evnen’ er finalen på en stor fantasytrilogi, så derfor er det umuligt at undgå kamp- og krigsscener. Men selvom jeg faktisk godt kan lide, når de er med i bøger, så synes jeg altså, at der er lidt for mange med her. De er sådan set ret ligegyldige for historien – det er bare beskrivelser af folk, der kæmper – og jeg ville langt hellere høre om grunden til denne krig. Det er noget, forfatteren ikke lægger så stor vægt på, synes jeg. Altså, selvfølgelig ved vi allerede godt, hvorfor der er en krig mellem de blinde og ætlingerne, men jeg ville så gerne have haft en mere dybdegående forklaring af den der konflikt – noget, der havde gjort den mere ægte, mere levende og med flere sider. Lige nu er det bare om de blinde, der gerne vil have Evnen tilbage, og derfor vil de nedslagte en hel befolkning. Det er altså liiidt tyndt!

Hirka ankommer til de blindes verden, Dreysíl i begyndelsen af bogen (faktisk på første side), og det er nok den bedste verden, Siri Pettersen har skabt. Jeg er meget fascineret af ideen om Dreysíls hovedstad, Ginnungad, som er en by, der er bygget indenunder en gletsjer. Jeg synes den er rigtig godt beskrevet, og ideen er bare så original. Men generelt er hele verdensopbygningen er rigtig god. Både Ymslanda og Dreysíl er specielle verdener, som er så gennemførte, og jeg elsker, hvordan de minder om en slags ’vikingeverdener’, mens Mannfalla i Ymslanda samtidigt er en slags købstad. Jeg kan rigtig godt lide det!

Det, der går mig mest på, er desværre sproget i bogen. Jeg er virkelig ikke vild med måden, ’Evnen’ er skrevet på. Jeg synes, at man hele tiden støder på klicheer, og selvom jeg normalt godt kan lide beskrivende sprog, så er dette her bare slet, slet ikke mig. Jeg bryder mig ikke rigtigt om, hvordan forfatteren har brugt metaforer og generelt så synes jeg, at beskrivelserne konstant grænser til overbeskrivende og klicheagtigt. Jeg kunne godt have tænkt mig, at sproget var lidt enklere. Jeg kan dog godt se, hvordan nogen ville kunne elske måden bogen er skrevet på, fordi skrivestilen er ret særpræget, men det fangede bare slet ikke mig.

Jeg har haft mange punkter, hvor jeg har været ret kritisk over for ’Evnen’ men faktisk var jeg alt i alt rigtig glad for at læse den. Selvom jeg hverken kunne lide Hirka eller Siri Pettersens skrivestil i denne her bog, så har hun alligevel en eller anden måde, hun skriver sine bøger på, der gør dem til ret store læseoplevelser. Eller måske er det bare fordi, at man har fulgt Hirka gennem to andre store bøger, så man kan ikke lade være med at synes om finalen på det hele. I hvert fald er ’Ravneringene’ en trilogi, som sidder fast i hukommelsen, og jeg kan klart anbefale den. Selvom jeg ikke er den store fantasylæser, og selvom jeg havde en del problemer især med den sidste bog, så er jeg rigtig glad for, at jeg læste den. Og nu er den slut (snøft)!

s

Skrevet af Frida Toudal


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code