Resumé
Moses og Ramses vokser op sammen, og på trods af at de ikke er brødre, har de altid set hinanden sådan. Da Ramses far dør, skal han tage over og være farao over Egypten. Moses bliver hans nærmeste rådgiver lige indtil der begynder at blive stillet spørgsmål til hvor Moses stammer fra. Pludselig er Moses blevet drevet bort, og starter et nyt liv med en ny familie. Da Gud viser sig for ham, må han drage hjem igen og få talt Ramses til fornuft og slippe slaverne fri, men det er slet ikke så let, som han håbede og har store konsekvenser.
Anmeldelse
Da jeg så traileren første gang til ’Exodus’ mindede den mig ufattelig meget om en film jeg havde set, da jeg gik til konfirmand ved præsten. Nemlig filmen ’Prinsen af Egypten’, som jeg faktisk synes er en utrolig god og lærerig film, og selvom jeg vist kun har set den en gang, sidder den stadig dybt i mig i dag. Det var i hvert fald nemt at genkende det jeg så fra den.
Jeg var meget imponeret over skuespillerne, effekterne og måden hele filmen fungerede som helhed. Den er virkelig flot lavet, og samtidig virkelig skræmmende, da dødsplagerne er lavet så ægte, samtidig med at skuespillernes reaktioner på plagerne er meget overbevisende. En sand fornøjelse at se.
Det er helt sikkert også en film, som får fortalt noget historie, uden på nogen måde at kaste det i hovedet på seeren, eller gøre det kedeligt. Der er masser af stof til diskussion bagefter, og det er samtidig en anderledes og god måde at lærer noget historie på.
Jeg kan helt klart anbefale andre at se ’Exodus’, som bare er en virkelig lækkert gennemarbejdet film, men vær dog opmærksom på, at den varer 2 timer og 30 minutter, så sørg for at have sat tid af til den, da den helt sikkert er det værd!
Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen