Tak til HarperCollins Nordic for anmeldereksemplaret.
Resumé
Rafael har mistet sin korttidshukommelse, så da en ung kvinde giver ham en syngende lussing, da hun konfronterer ham, og han ikke kan huske hende, ved han, at han er i problemer. Bryony faldt for den velhavende hotelejer Rafael, da han charmerede sig ind på hende, for at få fingrene i hendes strandejendom. Men da kontrakten er underskrevet forsvinder Rafael, og hun står tilbage med et knust hjerte og en ekstra gave fra ham. Hun beslutter sig for at opsøge ham for at få nogle svar – og de bliver ikke lette at finde.
Anmeldelse
’Fanget’ kom lige som kaldet, da jeg syntes, jeg har læst en del tunge bøger på det sidste, som dog har været skønne at læse. Men nogle gange trænger man bare til at give sig i kast med en mindre bog, hvor man måske ikke behøver at forholde sig til alt for meget på en gang. Det var sådan det var med ’Fanget’.
Jeg blev rimelig hurtigt fanget af historien, fordi den bare starter direkte ud i handlingen, uden at præsentere os for, hvilken verden vi bliver lukket ind i. Det kunne jeg rigtig godt lide, da indledningen i sådan en type genre, normalt ikke er nødvendig.
Rafael tager en udvikling i form af, at han har været i en ulykke, som har givet ham hukommelsestab, og det har været med til, at han bliver en bedre person. Før ulykken havde han været et rigtig svin, som var villig til at gøre alt, for at få det han ville have. Det ændrer sig efter ulykken, hvor han begynder at sætte andre personers behov først.
Bryony bærer rundt på en masse pres fra lokalbefolkningen, der ikke ønsker, at deres ø skal fyldes med turister, nu hvor hun har solgt sin strandejendom. Samtidig har hun en masse følelser for Rafael, selvom han ikke kan huske hende, og det gør ondt. Hun er derfor også lidt mere forsigtig med at lukke ham ind i anden omgang, da hun er blevet såret før.
’Fanget’ er det, jeg vil kalde en hyggebog, med en del drama og kærlighed til stede, og indeholdte en sød historie. Så hvis man er til den slags, så skal du endelig ikke holde dig tilbage med at læse denne bog.
Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen