“Fangirl” af Rainbow Rowell

Fangirl

Titel: Fangirl
Forfatter: Rainbow Rowell
Oversat af: Betty Frank Simonsen
Genre: Ungdomsbog, kærlighed

Forlag: Gyldendal
Sider: 472
Udgivelsesdato: 28. april 2016

DUO stjerner III

 

 

 

 

’Fangirl’ er ikke bare en romantisk, sjov og god bog. Den tager også tunge emner som angst op på en let og inspirerende måde.

s

Resumé

Cath skal til at starte på et splinternyt kapitel af sit liv: Universitetet! Men det er ikke let at begynde på noget nyt, når man egentlig helst vil have alting til at forblive ved det gamle. Hun vil gerne blive ved med at bo sammen med sin tvillingesøster og skrive fanfiktion om hendes elskede Simon Snow-bogserie. Men Caths søster vil gerne møde nye mennesker, og det er ikke alle på universitetet, der synes det er sejt at skrive fanfiktion – faktisk synes de fleste, at det er lidt skørt. Cath bliver nødt til at stå på egne ben, selvom det ligger sådan cirka en million kilometer fra hendes comfort-zone.

s

Anmeldelse

’Fangirl’ er den første bog af Rainbow Rowell, jeg har læst. Jeg havde lidt en forventning om, at den ville være fyldt med sukkersødt, romantisk pladder, men det viste sig, at jeg tog fejl. Naturligvis var der lidt af sådan noget, men helt ærligt tror jeg ikke, at der er en ungdomsbog i dag, der ikke har det. Men jeg blev faktisk overrasket, allerede kort inde i bogen, over at se, hvor mange andre emner den gemte på. For eksempel har Cath angst, fordi hun og hendes tvillingesøsters mor forlod dem, da de var otte år gamle, og hele internetuniverset af fanfiktion er utroligt godt beskrevet. Desuden går Cath på college, og hele den verden synes jeg er enormt spændende.

Cath er virkelig god som hovedperson. Jeg kan genkende mange sider af mig selv i hende, hun har god humor og er en spændende og mærkværdig, men samtidigt også en normal person. Helt perfekt, i min smag! De andre personer vi bliver præsenteret for er også rigtig sjove på hver deres måde. Caths søster, roomie og skrivemakker – de fremragende beskrevet og er gode for historien. Det eneste, jeg kunne måske godt have tænkt mig, er, at der blev trukket i håndbremsen i forhold til de hotte drenge i bogen. Alle drenge der er med i en bog, behøver altså ikke se godt ud!

’Fangirl’ er skrevet virkelig godt. Et let og humoristisk sprog hele vejen igennem, der præsenterer historien lige som det skal. Den er skrevet i 3. person nutid, hvilket jeg egentlig ikke plejer at være stor fan af, men her fungerer det bare helt perfekt. Der er også flashbacks til Caths barndom, hvilke igen sidder lige i skabet. Jeg elsker virkelig Rainbow Rowells skrivestil!

Fanfiktion er virkelig en stor del af bogen, og selvom jeg synes, at det er sjovt at høre om, bliver det måske lidt for meget. Hvert kapitel bliver indledt med et lille stykke af Simon Snow bøgerne eller Simon Snow fanfiktion. Det synes jeg er fint nok, og også godt, for det hænger sammen med, hvad der sker i kapitlet. Men dertil kommer der, at der er flere sider kun fyldt med fanfiktion, og det synes jeg nogen gange bliver lidt for meget. Det er jo historien om Cath, vi er interesserede i!

Men selvom der er lidt for meget fanfic i bogen, så er jeg altså ret vild med resten af historien. Den er tilpas sjov og romantisk, og den tager også nogle tunge emner op på en samtidigt inspirerende og let måde. Det er altså virkelig noget, som gør en ungdomsbog god – at der er plads til de mere alvorlige emner, men på en måde, som passer til historien. Jeg synes faktisk, at ’Fangirl’ formår at være helt unik i en genre, hvor det er svært at skille sig ud.  Jeg nød virkelig at læse den. Det er den slags bog, som man sluger på alt for kort tid, og som man kommer til at sidde og savne, når den er slut!

Jeg vil sige, at ’Fangirl’ kan læses fra en 12-13 år og opefter. Og den bør læses! Jeg tror de fleste, der kan lide at læse, vil kunne lide denne her bog.

s

Skrevet af Frida Toudal


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code