“Find mig” af André Aciman

Find mig

Titel: Find me
Forfatter: André Aciman
Genre: Kærlighed
Oversat af: Niels Lyngsø og Eini Carina Grønvold
Sider: 278
Forlag: Rosinante
Udgivelsesdato: 15. november 2019

 

 

 

 


Reklame – Tak til Bog & Idé for at sponsere bogen. (Direkte link til bogen her. Læs mere om André Aciman her)

‘Find Mig’ var, for mig, ikke meget mere end fortalt velhavende, smukke, kloge mennesker, der forelsker sig i hinanden. Jeg havde svært ved at se nogen substans i romanen, og karaktererne blev nærmest malet op til idealer.

s

Resumé

I den uafhængige fortsættelse til bestselleren ’Call Me By Your Name’ følger vi Elios far, der møder en ung kvinde i et tog fra Firenze til Rom, og indleder et forhold til hende efter få timers bekendtskab. Vi møder en ældre Elio, der er pianist og bor i Paris. Også han indleder et forhold til en ældre mand, han møder ved en koncert, men hans første kærlighed har trukket lange spor, og er stadig med ham. I ’Find Mig’ samles trådene fra ’Call Me By Your Name’, samtidigt med, at kærligheden og dens grænser udforskes af de excentriske karakterer.

s

Anmeldelse

Jeg havde glædet mig til at læse ’Find Mig’ – ikke fordi jeg elskede ’Call Me By Your Name’, ikke fordi jeg havde store forventninger til historien eller André Acimans skrivestil. Jeg glædede mig til at træde ind i den verden af små gyder i Rom og Paris, det lille hus ved kysten i Italien, den meget æstetiske verden, jeg syntes at kunne huske fra ’Call Me By Your Name’. Men mens ’Call Me By Your Name’ står i et positivt lys i min erindring, netop på grund af disse i mange tilfælde idylliske beskrivelser, blev ’Find Mig’ ikke taget i hus for mig. Ikke fordi den manglede dette glansbillede, men fordi, den ikke havde andet.

’Find Mig’ er udelukkende bygget på sine karakterer. På denne måde kan meget polære meninger om bogen opstå, da, hvis man synes om personerne i bogen, vil kunne bruge 280 sider på at læse om dem. For mig, dog, blev det 280 meget lange sider. Det er ikke mange karakterer der er at finde i romanen. Dette skyldes, at den er skrevet som tre kortere historier samt en epilog.

I den første del følger vi Elios far, Samuel, og Miranda, den yngre kvinde, han møder i toget. Samuel er professor i et eller andet litteratur-historie-antik-agtigt; det virker ikke til at være så vigtigt hvad, men forfatteren bruger en del tid på at minde os om at han er akademiker. Vi ser Miranda fra Samuels synspunkt, og her er hendes største karaktertræk er at hun er anderles og meget tiltalende. Hun er smuk, sprudlende, ung, sjov, belæst, og så videre. Jeg synes, at Samuels syn på Miranda opsummeres meget godt, da han siger ”’Du bruger ikke neglelak,’ tilføjede jeg. […] Jeg ville egentlig bare påpege, at hun var anderledes end så mange andre kvinder på hendes alder […]”. Det var for mig svært at tage deres forhold så seriøst, som det skal, når man ser, hvor urealistisk et syn, Samuel har på Miranda. Hele plottet i deres historie falder fra hinanden, hvis man ikke er overbevist om deres forhold, fordi det er det eneste, den handler om.

På bagsiden af bogen står der, at bogen udforsker kærlighed i alle dens former. Jeg kan også se, hvordan der er lagt op til dette, men den romantiske kærlighed og det begær, der driver både Samuel og Mirandas forhold, og senere, Elio og hans partners forhold, overdøver fuldstændigt alle andre former for kærlighed, bogen kunne have beskæftiget sig med. Det irriterede mig meget, at det stort set er den samme type forhold Elio og Samuel roder sig ud i; forhold med stort begær og store følelser, der tager meget plads, meget hurtigt. Selvom de to historier leder lidt forskellige steder hen, virker det som spild af plads at beskrive så ens følelser i to separate historier.

Mange af de problemer, jeg havde med ’Find Mig’ tror jeg i sidste ende stammer fra det billede, André Aciman forsøger at skabe. I ’Find Mig’ forelsker intelligente, spændende personer sig i andre intelligente, spændende personer, i smukke europæiske byer, hvor den den akademiske kultur dyrkes, hvor de spiser delikatessemad og drikker vin og god kaffe. Selvom det netop er denne stil, jeg havde glædet mig til at læse i, endte den med at falde lidt for hinanden for mig. Glansbilledet på den perfekte, stormfulde forelskelse, var alt, jeg kunne se i ’Find Mig’, og for mig virkede det ret dimensionsløst.

s

Skrevet af Frida Toudal


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code