“Ført bag lyset” af Meredith Duran

ført bag lyset

Original titel: Fool me twice
Forfatter: Meredith Duran
Serie: Letsindighedens love
Oversat af: Lotte Follin
Genre: kærlighedsroman

Forlag: Pretty Ink
Sider: 364
Udgivelsesdato: 23. oktober 2018

DUO 6 stjerner

 

 

Tak til Pretty Ink for anmeldereksemplaret.

Efter at have læst ’Sommerskandalen’ havde jeg ret store forventninger til ’Ført bag lyset’, som viste sig, at være endnu bedre, end jeg havde håbet på.

streg

Resumé

Olivia har forladt jobbet hos Elisabeth, efter at hun fandt et spor, hun kunne bruge til at få sin frihed tilbage. Hun har nemlig en trussel hængende over hovedet, og da hun finder ud af, at Alistair de Grey, femte hertug af Marwick, muligvis har nøglen til hendes frihed, bliver hun ansat i hans palæ som husbestyrerinde. Hertugen befinder sig dog på et mentalt mørkt sted, hvor han har lukket sig fuldstændig inde, og det bliver sværere end hun havde regnet med at få fingrene i det, hun skal bruge.

streg

Anmeldelse

Jeg elskede simpelthen ’Ført bag lyset’. Den var humoristisk, dramatisk, spændende og hjerteknugende, og jeg blev alt for hurtigt færdig med den. Jeg nød dog hvert et minut af denne underholdende historie, og den pingpong der var mellem Olivia og Alistair, som gjorde den virkelig let at læse, fordi jeg blev så ivrig efter at finde ud af, hvad der nu ville ske mellem dem, næste gang de tørnede sammen.

Både Alistair og Olivia er herlige på hver deres måde. Nu fik jeg også endelig en chance for at forstå Alistair lidt bedre, efter den måde man bliver præsenteret for ham på i ’Sommerskandalen’. Der fremstår han kold og kynisk, men efterhånden når Olivia ind bag hans strenge facade, og han begynder stille og roligt at åbne op, og viser sig at være en charmende mand, som jeg blev lidt forelsket i. Samtidig fandt jeg også ud af, hvad der lå bag Olivias pludselige forsvinden i den forrige bog.

Olivia kunne jeg også rigtig godt lide. Hun er virkelig modig, og har ikke altid haft det let. Hun har været overladt meget alene, men alligevel fremstår hun utrolig stærk, og jeg kunne ikke andet end beundre hende. Olivia og Alistair er to modsætninger og som ordsproget lyder, så bliver modsætninger tiltrukket af hinanden, og det var også tilfældet her. Man kunne virkelig mærke gnisterne mellem dem.

Jeg glæder mig allerede til at læse den næste bog, som ser ud til at udkomme i februar. Den handler dog ikke om nogle karakterer, jeg umiddelbart kan mindes, at vi har mødt før, ligesom det var i denne, men derfor er mine forventninger stadigvæk høje. Meredith Duran har formået at skrive en pageturner med ’Ført bag lyset’, hvor sproget var levende og handlingen underholdende og nervepirrende. Jeg ser frem til at læse mere af hende.

streg

AM DUO

Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code