“Forbandede kærlighed” af Colleen Hoover

Forbandede kærlighed

Original titel: Ugly Love
Forfatter: Colleen Hoover
Genre: Kærlighedsroman, erotik
Sider: 370
Oversat af: Laura Konradi Brodersen
Forlag: Lovebooks
Udkom: 6. maj 2016

DUO 6 stjerner

 

 

 

En utrolig stærk historie om at lære at elske igen, når alt virker for uoverskueligt. En bog som tog mig med storm.

streg

Resumé

Da Tate flytter ind hos sin bror Corbin, møder hun den hemmelighedsfulde pilot Miles. Der opstår en stor tiltrækningskraft mellem dem og før Tate får set sig om, har de to startet et uforpligtende forhold som kun er baseret på sex. Miles har bare 2 regler – Stil ikke spørgsmål til fortiden og forvent aldrig en fremtid. Da Tate har et travlt arbejdsliv indvilliger hun i betingelserne, men så er spørgsmålet bare om de begge kan overholde deres regler?

streg

Anmeldelse

Jeg har længe kigget på Colleen Hoovers bøger og især denne bog. Så jeg har virkelig længe overvejet at gå i gang med denne bog på engelsk. Derfor blev jeg vildt glad, da jeg så at den blev oversat til dansk og vidste, at jeg bare måtte læse. Derfor havde jeg også store forventninger til bogen og havde en følelse om, at ’Forbandede kærlighed’ ville være en god bog. Den levede heldigvis op til alle de forventninger, som jeg havde til bogen. Jeg kom igennem alle følelserne i mit følelsesregister og blev taget med storm.

Jeg kan virkelig godt lide den måde, som forfatteren bygger historien op på, fordi man får alle sider med, hvilket var med til at give en større forståelse. Bogen giver et super godt indblik i Miles’ historie og det er helt sikkert også det, som løfter hele historien, at man ved lidt om hvad der er sket i fortiden.

Jeg kunne simpelthen godt lide både Tate og Miles, som to stærke personligheder som bærer rundt på meget og mange følelser. Tate ved jo godt, at hun har gang i noget, som hendes hjerte ikke helt kan klare, men alligevel bliver hun ved. Dette kunne godt gøre mig irritereret på hende, men så vender hun sig om og indrømmer overfor sig selv, at hun godt ved det, men ikke kan stoppe. Det var godt at forfatteren havde fået denne selverkendelse med. Det gav en masse til Tates personlighed og gøre hende mere jordnær. Miles får man også et super godt indtryk af i bogen, og man kan tydeligt se hans følelser, før han selv kan.

’Forbandede kærlighed’ er virkelig en stærk og intens historie om lige præcis forbandet kærlighed, når kærlighed, som kan være så smuk, kan blive helt forfærdelig og give én lyst til, aldrig at prøve det igen. Jeg kan kun på det stærkeste anbefale bogen, fordi den tog mig virkelig med storm, og jeg ved bare, at jeg aldrig glemmer den.

streg

j

Skrevet af Marie Lorentzen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code