“Forbudt kærlighed” af Ai Mi

Forbudt kærlighed

Originaltitel: Under the Hawthorn Tree
Forfatter: Ai Mi
Genre:  Historie, romantik, fiktion
Sider: 332
Oversat af:  Louise Ardenfeldt Ranvild
Udkom: 22. april 2014
Forlag: Politikens forlag

2 stjerner DUO

 

 

 

“Ærgerligt er det, når en bog har potentialet til at underholde, udforske og sætte tanker i gang, og den i sidste ende skuffer på alle måder. Et glimrende eksempel på sådan en bog er ”Forbudt kærlighed”.

Resumé

Vi befinder os i Kina under kulturrevolutionen. Bypigen Jingqui sendes ud på landet for at skrive en bog om lokalområdet med sine medstuderende. Hun er en kvik elev, der måske kan blive til noget større, hvis hun ikke går uden for normer og reglers smalle sti. Katastrofen er nær, da hun forelsker sig i Gamle Tredje, som er søn af en af distriktets mest magtfulde generaler. Jingquis fremtid står nu på spil: skal hun vælge kærlighed eller familiens status?

Anmeldelse

”Forbudt kærlighed” har en usædvanlig forhistorie: forfatteren er ukendt. På en blog udgav mysterieforfatteren bogen i 2007, og den er siden blevet en sensation verden over. Man gisner om, at bogen er baseret på en sand historie – forfatterens egne minder fra sit liv under kulturrevolutionen i Kina.

Min oplevelse af ”Forbudt kærlighed” er, at den ikke kommer i nærheden af noget, der ligner en sand historie. Plottet minder om en sæbeopera. Forfatteren tilbageholder information for så at gå over i dramatiske afsløringer, der leder til fatale misforståelser. Karaktererne skal fremstå stærke, men føles i virkeligheden naive og flade. Jeg har sjældent oplevet en større omgang pladderromantik.

Til at begynde med følte jeg sympati for hovedpersonen Jingqui. Forfatteren præsenterer allerede på anden side sin heltinde således: ”Jingqui er stærk.” Men dette postulat bliver hurtigt modbevist, da Jingqui viser sig at være egoistisk, mistroisk og selvhævdende. Mage til naiv personlighed skal man lede længe efter: hun aner ikke, hvad det vil sige ”at være sammen med en mand” og er bange for at vanære sit rygte ved blot at være i samme værelse med Gamle Tredje. Alt i alt har vi at gøre med en jævnt irriterende hovedperson.
Jingqui går konstant fra at elske til at hade Gamle Tredje, tilbede til at mistro ham. Intrige på intrige og en historie baseret på heldige tilfælde, hvor de to støder ind i hinanden – alt for meget er efterladt til tilfældigheden til, at der opstår en egentlig spænding omkring deres forhold.

Jeg ved ikke, om det har været en flad oversættelse, der har forårsaget det kedelige sprog – men der var mangel på de lyrisk smukke, inspirerende sætninger, der får ens hjerte til at synge, når man læser en velskrevet bog. Gennem ”Forbudt kærlighed” er der mest af alt indelukket monolog frem for udvikling og fremgang i plottet. Dette kan godt fungere – såfremt vi har at gøre med en interessant hovedperson.

Jeg havde glædet mig til at læse ”Forbudt kærlighed”, da den lokkede med ikke blot at afdække en smuk kærlighedshistorie, men også at lære læseren noget om Kinas folk og kulturrevolutionen. Dette formår forfatteren ikke. En del regler og normer bliver introduceret, men de bliver ikke uddybet nærmere, så man fra et vestligt synspunkt kan sætte sig ind i, hvordan den sociale omgang foregår. Jeg fandt ikke engang ud af præcist, hvad kulturrevolutionen er, så jeg må spørge internettet om det i stedet.

På trods af alle sine mangler kom jeg alligevel igennem ”Forbudt kærlighed”. Jeg ville gerne vide, hvordan historien sluttede, og jeg var da også grebet af spændingen. Bare ærgerligt, at slutningen var endnu en skuffelse.

josefine

Skrevet af Josefine Mariendal Huus


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code