“Forglem mig ej” af Gry Kappel Jensen

Forglem mig ej

Originaltitel: Forglem mig ej
Forfatter: Gry Kappel Jensen
Serie: Rosenholm Triogien
Genre: Fantasy, ungdomsbog

Sider: 427
Forlag: Turbine
Udgivelsesdato: 29. april 2020
DUO stjerner III

 

 

 


Tak til Turbine for anmeldereksemplaret.

Fortsættelsen til ’Roser og violer’ var virkelig spændende og nervepirrende. Jeg er spændt på sidste bind!

streg

Resumé

Kirstine, Kamille, Victoria og Malau er tilbage på Rosenholm Kostskole, nu da sommerferien er slut. De bliver undervist i runemagi, klarsyn og nordisk historie, men derudover har de også noget andet at bekymre sig om. De har lovet at finde sandheden bag en forbrydelse fra fortiden, men de har en deadline hængende over hovedet. Desuden gemmer de selv på dybe hemmeligheder, der kan ende med at splitte dem ad.

streg

Anmeldelse

’Forglem mig ej’ var en fremragende fortsættelse på ’Roser og violer’, hvor der var masser af spænding til stede, da pigerne kommer til at love en ånd at opklare en forbrydelse fra fortiden. Det viser sig nemlig, at det er farligt at love en ånd noget, og hvis man endelig gør det, skal man være sikker på at gøre det, inden tiden rinder ud.

Pigerne kommer virkelig fra forskellige baggrunde, og det kommer endnu mere til udtryk i ’Forglem mig ej’- Nu føler jeg, at jeg har endnu bedre styr på dem, og derfor gik det også lettere med at lade historien flyde afsted, fordi jeg kunne huske, hvad der var specielt ved dem hver især. Der kommer også nogle hemmeligheder frem i lyset, som truer med at splitte dem ad.

Hen imod slutningen bliver det virkelig også nervepirrende at følge med, og selvom jeg havde en fornemmelse af, at pigerne overså noget, så synes jeg virkelig det er godt skruet sammen. Forfatteren, Gry Kappel Jensen, er i hvert fald god til at skrive på en måde, så historien føltes let og levende, fordi der ikke var hårde opbremsninger, og derudover er jeg virkelig fan af alle de små kapitler, så vi hører fra alle pigerne.

Jeg er godt nok spændt og nysgerrig på, hvad der kommer til at ske i den næste og sidste bog, da der virkelig er bygget op til noget af et klimaks. Det bliver også dejligt at få samlet de sidste tråde og finde ud af, hvordan det hele hænger sammen i sidste ende. Og endnu engang er der blevet kælet for detaljerne med forsideillustrationen, som jeg er vild med! Hvis du har læst den første bog, skal du helt sikkert også læse denne.

streg

AM DUO

Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code