“Forkert nummer” af Natalie Decker

forkert nummer

Originaltitel: Right Text Wrong Number
Forfatter: Natalie Decker
Serie: Offsiders
Genre: Ungdomsbog

Sider: 297
Forlag: Palatiums books
Udgivelsesdato: 14. november 2018
DUO stjerner III

 

 

 


Tak til Palatium Books for anmeldereksemplaret.

’Forkert nummer’ var præcis den bog, jeg havde brug for, og helt sikkert en læseoplevelse, der skal gentages.

streg

Resumé

Da Layla opdager, at hendes kæreste er utro, beslutter hun sig for at fortælle det til den anden pige, men hendes ordblindhed gør, at hun får skrevet til det forkerte nummer. Faktisk ender sms’en ved footballspilleren Tyler, og de kan ikke fordrage hinanden, men hverken han eller hun ved, at de skriver med hinanden. Da Tyler endelig opdager, at det er Layla han skriver med, vælger han at fortsætte, da han har fundet ud af, at hun indeholder en anden side, end den hun viser ham i skolen. Men har de overhovedet mulighed for en fremtid sammen med den begyndelse?

streg

Anmeldelse

Jeg havde en virkelig positiv læseoplevelse med ’Forkert nummer’, som jeg ikke havde haft de store forventninger til inden, da jeg hverken rigtig kendte til bogen eller forfatteren. Men den viste sig, at være lige det, jeg havde brug for. Den var simpelthen skøn at læse, og jeg nød at tilbringe tid i Natalie Deckers univers, som også handlede om noget, jeg normalt godt kan lide at læse.

Det var fedt at finde ud af, hvor mange lag Layla egentlig har, for hun kunne godt fremstå lidt overfladisk i starten, men efterhånden som jeg kom længere ind på Layla, fandt jeg ud af, at hun var ret let at holde af. Hun har nogle problemer at slås med, og forsøger så vidt muligt ikke at lade sig gå på af det, men det er ikke altid let, især ikke hvis andre gør grin med hendes ordblindhed.

Tyler blev jeg ret hurtigt lun på, da han viser sig at have et stort hjerte. Indtil flere gange smeltede mit hjerte for ham, og de gerninger han gjorde i bogen. Han er lidt både ”The good guy” og ”The bad guy”, og der var en rigtig fin balance mellem de to ting. Generelt er det bare en virkelig hyggelig, skøn, morsom og varm bog, og jeg er ret imponeret over Natalie Deckers skrivestil, som meget hurtigt gjorde, at jeg var helt fordybet i historien.

Jeg tror mange har prøvet, at komme til at sende en sms til det forkerte nummer, og det var lidt sjovt at bygge en historie op omkring det. Samtidig er det lidt den klassiske kærlighedsbog med footballspilleren og cheerleaderen, hvor der så er tilføjet nogle elementer, som skiller den ud fra andre i samme genre. Jeg glæder mig til at læse fortsættelsen, som jeg håber bliver oversat, og kan indtil da kun anbefale denne bog til alle, der godt kan lide en sød ungdomskærlighedsbog.

streg

AM DUO

Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code