“Frost” på Blu-ray

Frost

Original titel: Frozen
Genre: Animation, tegnefilm
Spilletid: 1 time og 30 minutter
Udgivelse: 10. april 2014
Filmselskab: Disney

5,5 DUO

 

 

 

’Frost’ levede op til alle mine forventninger, og overgik dem endda på nogle punkter. En film jeg fortryder, at jeg ikke har set før nu.


streg

Resumé 

Da dronningen Elsa kommer til at fortrylle hele kongeriget ind i en kold og ekstrem vinter, bliver det hendes søster Annas mission at opsøge hende, for at få hende til at ophæve fortryllesen, efter at hun er flygtet. Med på sin rejse har hun bjergbestigeren Kristoffer, rensdyret Sven og snemanden Olaf. Men vil søsteren Elsa lytte til Anna og forstå at hun er savnet, eller er det for sent?

streg

Anmeldelse 

Jeg var meget i tvivl, om ’Frost’ var en film, som ville fange mig, og derfor tog det mig også lang tid, før jeg fik den set. Noget jeg fortryder nu, efter at have set den, for den må have været helt formidabel på det store lærred, især med alle de flotte farver, landskaber og ikke mindst lyden. Jeg blev i hvert fald tryllet ind i historien og alt den varme den har, på trods af den meget fremtrædende kulde.

’Frost’ var nomineret til to Oscars, og vandt begge, hvilket var Bedste Animerede Film og Bedste Sang, hvilket jeg er helt enig i. Jeg var selv oppe under hele Oscar showet, og må desværre indrømme, at det var første gang, jeg hørte sangen ’Let It Go’ og blev slået ud af kurs. Jeg havde lyst til at skrue op for lyden, men da min far sov, måtte jeg nøjes med at høre den på lav styrke. Ikke at det gjorde den mindre fremragende. Nu har jeg også hørt den på dansk, og jeg havde bare lyst til at synge med!

Jeg synes helt klart, at ’Frost’ ligger på niveau med de andre Disney film, og selvom den har nogle ligheder med ’To på flugt’ i forhold til hvordan karaktererne ser ud, så stopper lighederne også der. Den er fyldt med humor, en god fortælling, masser af visdom og lærdom og ikke mindst glæde og kærlighed. ’Frost’ vil også både underholde børn, unge og voksne, da der er lidt for enhver smag, synes jeg.

Der er masser af gode temaer der bliver taget op undervejs, og det kan jeg personligt rigtig godt lide. Elsa og Anna mister deres forældre i en ung alder, og som tilskuer, må man se på, mens de forsøger at tackle denne enorme sorg. Derudover er der også temaer såsom ikke at leve i frygt, bare fordi man er anderledes, eller at mennesker ikke altid er, hvad de giver sig ud for. For mig, var det nogle gode og vigtige ting at tage op, og som man kunne tænke over bagefter filmen var slut.

’Frost’ er baseret meget løst på H.C. Andersens Snedronningen, men jeg har ikke læst den, så jeg ved desværre ikke, hvor meget de to ligner hinanden. Men jeg ved i hvert fald så meget, at jeg kan anbefale alle at se den, da den bare indeholder så meget kærlighed og historie, samt gode sange og skøn humor. Det kan være, at I får det ligesom mig, og fortryder I ikke har set den før. Jeg mener helt klart, at den er pengene værd!

streg

AM DUO

Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code