“Gi’ mig Arsenik” af Klara Krantz

Gi mig Arsenik

Titel: Gi’ mig Arsenik
Original titel: Ge mig Arsenik
Forfatter: Klara Krantz
Oversat af: Dal Michaelsen
Udkom: 13. februar 2014
Sider: 222
Forlag: Jensen & Dalgaard

2,5

 

 


”Gi mig Arsenik” er en bog, der har rigtig meget potentiale. Desværre lever den ikke op til det, og den langsomme handling blandet med hovedpersonens utroværdige personlighed gør, at jeg sidder tilbage med en følelse af, at det kunne have været gjort meget bedre.

streg

Resumé

Elisa går i niende klasse, men hun drømmer bare om at komme væk. Væk fra skolen, væk fra de stirrende blikke, væk fra hvisken og tisken, hver gang hun går forbi. Væk fra Anders, hendes lærer, som prøver at forstå hende, men som bare ikke gør det.

En dag, da hun går inde i en boghandler, ser hun en dagbog. Men det er ikke en almindelig dagbog – der er en panter på forsiden, og Elisa synes, at panteren snakker til hende. Hun er et geni, fortæller den hende. Hun er et forfattergeni. Hun er Elektra.

Elektra er ikke en pige i niende, der ikke har nogle venner. Elektra er ikke en pige, hvis familie er så rodet, at hun ikke engang selv ved, hvad hun skal tænke om det. Elektra er et geni, og intet kan stå i vejen for hende.

streg

Anmeldelse

”Gi mig Arsenik” er en svensk ungdomsbog skrevet af den svenske forfatter Klara Krantz. Jeg havde aldrig hørt om forfatteren før, og jeg havde heller ikke hørt om bogen, så jeg var spændt på at finde ud af, hvordan en svensk ungdomsbog kan være.

Ideen bag ”Gi mig Arsenik” er egentlig meget god. Ideen om en ensom teenagepige, som ikke rigtig har nogle venner, som beslutter sig at betro sig til en dagbog for at komme ud med alt det, hun holder inde. Ideen om, at hun forestiller sig at være et geni og en superforfatter for at kunne komme igennem hverdagen er også god nok. Men indholdet i ”Gi mig Arsenik” levede ikke helt op til det.

Hovedpersonen Elisa (eller Elektra, som hun vil kaldes) er, ifølge mig, ikke særlig let at identificere sig med. Der er noget ved hendes personlighed, som bare ikke falder i hak. Hendes sygelige besættelse med, at hun er et geni og en superforfatter gentages så tit, at det blev irriterende til sidst. Det kom til at virke barnligt og underligt.

Der er især en scene, hvor hun helt frivilligt sætter sig ind i en bil sammen med en fremmed mand, hun lige har mødt, som lover at køre hende hjem. Der burde alle alarmklokker da ringe hos enhver femtenårig pige, og det var bare helt urealistisk i mine øjne, at hun bare fulgte med.

Handlingen i bogen er efter min mening alt for langsom. De første 200 sider af bogen sker der ikke stort andet, end at der bliver givet en meget detaljeret beskrivelse af Elektras liv. Og så spændende et liv har hun altså heller ikke … Der kan godt gå lidt for meget ”teenager, der har det svært” i det, og det irriterede mig, for der er så mange andre meget mere spændende måder at portrættere teenagelivet på.

De sidste 20-30 sider af bogen spillede generelt godt for mig. Der var en hel masse ting, der pludselig gav mening, og jeg sad tilbage med en følelse af ”Nååårh, okay!”, og det var rigtig fedt. Dog var der bare stadig ting, der ikke gav mening for mig. Der er blevet spillet rigtig meget på Elektras forhold med hendes tidligere veninde, og da jeg fandt ud af, hvad det var, der gjorde, at de blev uvenner, gav det bare slet ikke mening. Det var rigtig ærgerligt, for det havde virkelig bygget op til noget godt, som ikke blev udløst.

Alt i alt var ”Gi mig Arsenik” en bog med rigtig stort potentiale, som ikke blev udnyttet. Det er ikke en bog, jeg ligefrem vil anbefale, men hvis man endelig skulle læse den (for eksempel i skolen), er det heller ikke den værste bog. Potentialet er der i hvert fald.

streg

Sofie DUOSkrevet af Sofie Peschardt


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code