“Girl Online: En bloggers bekendelser” af Zoe Sugg

Girl Online

Original titel: Girl Online
Forfatter: Zoe Sugg
Oversat af: Astrid Heise-Fjeldgren
Sider: 370
Forlag: Gyldendal
Udkom: 3. august 2015

duo 4½

 

 

 

 

Jeg er stor fan af Zoe Sugg, bedre kendt som Zoella, og derfor var det rigtigt spændende at læse noget af hendes litterære værk.

streg

Resumé

Penny skriver en hemmelig blog under dæknavnet Girl Online. Her blogger hun om sine inderste tanker og følelser. Her kan hun dele alt uden at nogen ved hvem hun er i virkeligheden. Hendes blog handler om alt fra drenge, skole og de panikanfald som begynder at ske oftere og oftere i hendes liv.

På en drømmetur til New York, støder Penny ind i drengen Noah. Han er guitarist og han viser Penny rundt i New York på en Magical Mystery dag. Men Penny er ikke den eneste der har hemmeligheder. Det viser sig at Noah også gemmer på en hemmelighed, en ret stor hemmelighed.

streg

Anmeldelse

Jeg har fulgt med på Zoe Suggs youtube-kanal, hvor hun går under navnet Zoella, i flere år. Og jeg elsker hende. Derfor var det også meget interessant og spændende, da hun annoncerede, at hun skulle udgive en bog.

Girl Online viste sig at være en rigtig sød og romantisk bog, som virkelig gjorde mig varm om hjertet, og som var en fornøjelse at læse. Zoe Sugg har virkelig gjort det godt, på trods af at det er hendes debutroman. Sproget er let og flydende, og dejlig nemt at engagere sig i. Man får nemt læst flere kapitler uden at bemærke at tiden går.

Zoe Sugg selv lider af panikanfald, og det er også et emne som er centralt i denne roman. Indrømmet, så kan jeg ikke selv relatere så meget til det, da det ikke er noget jeg selv har været udsat for. Dog giver det karakteren Penny dybde, og samtidig tror jeg også på de følelser hun gennemgår, da jeg ved hvem det er der har skrevet denne bog og ved, at hun snakker af erfaring.

Det er dog ret nemt at forudsige bogens handling. Der er nogle af de ret klassiske klicheer og det er nemt at spotte de ’gode’ og de ’onde’ karakterer i denne bog. Alligevel var jeg godt underholdt, og ser også frem til at læse fortsætteren til Girl Online. Noah og Penny har nemlig rigtig god kemi, og deres dialog og interaktion med hinanden var virkelig velskrevet.

Jeg har givet denne bog 4,5 stjerne, fordi det ikke er det bedste litterære værk og det er en forholdsvis forudsigelig bog, men alligevel synes jeg det var godt skrevet, en god handling og jeg var godt underholdt.

streg

Stine DUOSkrevet af Stine Jørgensen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code